»Hvis jeg viser svaghed nu, vil folk ikke kunne tilgive mig«, sagde præsident Eduard Sjevardnadse natten til søndag, efter at demonstranter havde stormet og besat parlamentet i hovedstaden Tblisi. Det politiske kaos, som landet blev kastet ud i efter det skandaleombruste parlamentsvalg i begyndelsen af måneden, var en tid karakteriseret af, at oppositionen udpegede tidligere parlamentsformand Nino Burdsjanadse som præsident. Der var så i et døgn to præsidenter og et parlament, som oppositionen nægtede at anerkende, indtil Sjevardnadse gav op i aftes. »Med den slags folk kan en borgerkrig starte i morgen«, sagde Sjevardnadse natten til søndag til georgisk tv. Men der startede ikke nogen borgerkrig, og det som Sjevardnadse kaldte en kupforsøg, kaldte oppositionen en »fredelig revolution« i stil med de centraleuropæiske i 1989. Beograd 1996-97 Oppositionens adfærd mindede også om Beograd i 1996-97, hvor oppositionen mod den daværende jugoslaviske Slobodan Milosevic gennem daglige demonstrationer i månedsvis tvang hans regime til at anerkende oppositionens sejr ved lokalvalg. Georgiens opposition har demonstreret daglig siden parlamentsvalget 2. november, som oppositionen støttet af uafhængige undersøgelser mener at have vundet, mens det officielle resultat med stor forsinkelse i torsdags erklærede Sjevardnadses parti og et støtteparti som vindere. Modtaget som frelser Når borgerkrigen ikke brød ud, kan både Georgiens militære styrker og oppositionens besindighed takkes for det. Sporene skræmmer for georgierne, der i begyndelsen af 1990'erne oplevede blodige sammenstød. Sjevardnadse blev modtaget som frelseren, da han i 1992 igen overtog ledelsen af landet. Han blev også tilgivet for, at det ikke var med de mest demokratiske metoder, at han genoprettede roen i landet. Fra sin tid som sovjetisk udenrigsminister stod han som i sovjettiden igen som leder af Georgien, og vandt to præsidentvalg, fordi det igen blev muligt for indbyggerne i hovedstaden Tblisi og andre uroplagede dele af landet at færdes ude om aftenen, mens skyderier havde været aftenernes og nætternes orden i begyndelsen af 1990'erne. Georgierne forventede, at han ville gøre en ende på den separatistiske splittelse af landet med regionerne Abkhasien og Sydossetien, der krævede større selvstændighed eller tilslutning til Rusland, der støttede oprørerne og svækkede Sjevardnadse. Den russiske udenrigsminister, Igor Ivanov, hastede lørdag til Tblisi og hjalp med at mægle Sjevardnadse fra posten. Det afgørende blev imidlertid, at de militære styrker ikke lod sig sætte ind imod demonstranterne. Georgierne forventede også, at Sjevardnadses store prestige i Vesten, efter at han som sovjetisk udenrigsminister havde været med at til at sikre den kolde krigs afslutning, ville betyde massiv vestlig hjælp til landet. Den fattigste Men Sjevardnadse formåede hverken at bedre levestandarden eller sikre, at de op mod 300.000 georgiske flygtninge fra krigen med abkhaserne i 1992-93 kunne vende tilbage, eller at sikre velfærd for georgierne. Fra et rigt smørhul i sovjettiden sank Georgien ned som en af de fattigste tidligere sovjetrepublikker. Udviklingen er speciel i betragtning af, at den georgiske ledelse under Sjevardnadse har fremstået som et af de mest reformorienterede og provestlige regimer i det tidligere Sovjetunionen. Men demokratiet med frie valg til præsidentpost og parlament er kun en overbygning, som er klistret på et traditionelt klanstyre. Det overlevede også i sovjettiden, hvor formænd for kollektivbrug og lokalråd ofte var rekrutteret fra de samme familieklaner som de stammeældste, der styrede byer og landsbyer, før Georgien blev annekteret af sovjetmagten. Klanstrukturer Den tidligere store politiske overlever, Sjevardnadse, der har styret Georgien i årtier, har også baseret sin magt mere på klanstrukturer end demokratisk valgte strukturer. Når det nu er gået helt galt for ham, er forarmelsen af befolkningen givet den væsentligste grund. Det forhold, at ytringsfriheden har haft bedre kår end f.eks. i diktaturer i det tidligere sovjetiske Centralasien, har givet langt bedre muligheder for oppositionen end f.eks. i Usbekistan, hvor ingen opposition tillades. Arbejdsløshed og fattigdom Den officielle arbejdsløshed er mellem 20 og 30 procent, den reelle skønnes langt højere. 60 procent af befolkningen lever ifølge officielle beregninger under eksistensminimum. Uddannelsessystemet er på sammenbruddets rand, og det kræver betaling og bestikkelse at blive behandlet i det statslige sundhedssystem. Hullede veje, varme- og elektricitetsforsyning og et telefonsystem, der bryder sammen med jævne mellemrum og i lange perioder, hører også til dagens orden for georgierne. De har simpelthen fået nok af et system, hvor korruptionen er vildt voksende og kriminalitet går ustraffet, hvis bare de kriminelle har forbindelserne i orden. Skamløs udstilling Dertil kommer de nyriges skamløse udstilling af deres privilegier, herunder også flere af Sjevardnadses slægtninge. Som en BBC-kommentator skriver: »I et land, der er berømt for produktionen af Shakespeare-lignende tragedier, sammenlignes hr. Sjevardnadse med Kong Lear - en ensom, bedrøvelig figur, der er ude af kontakt med virkeligheden og forladt af alle dem, som tidligere støttede ham«. Ikke helt fair kritik Når oppositionslederen Mikhail Saakasjvili nu giver Sjevardnadse skylden for alle landets elendigheder, så er det ikke helt fair, da han også tidligere var en af den udgående præsidents stærke støtter. Også han nød godt af medlemskab af magteliten, også han er medskyldig i, at almindelige georgiere ikke har fået det gode liv, som de engang troede, at Sjevardnadse kunne sikre dem. Det gode liv ligger næppe lige om hjørnet for georgierne, men den glæde og stolthed, der har præget deres demonstrationer i den forløbne weekend, tyder på gode muligheder for en ny begyndelse.