USA er på kant med aftale om ikke-spredning af a-våben

Lyt til artiklen

Aftalen om Ikke-spredning af Atomvåben (NPT) er »i alvorlig fare«, siger informationschefen for FN's Internationale Atomagentur (IAEA), Mark Gwozdecky, til Politiken. Truslen kommer ikke kun fra stater, som USA betegner som 'ondskabens akse'. Den kommer også fra USA's egne planer om udvikling af såkaldte mini-nukes, miniatombomber, mener IAEA. »Konflikten imellem dem, som har, og dem, som ikke har atomvåben, må løses inden for rammer for kollektiv sikkerhed, der ikke kan garanteres med topprioritet for et lands sikkerhed. USA's forskning i mini-nukes peger på videreudvikling af atomvåben, ikke afvikling af dem, som er intentionen i NPT«, siger Gwozdecky. USA bringer aftale i livsfare Ifølge Jane's Intelligence Digest har Irakkrigen også bragt NPT i livsfare. »Selv om den amerikanske administration hævder, at den ser NPT som grundstenen for globale bestræbelser for at forhindre spredning af atomvåben, så har Bushadministrationens politik erstattet sådanne multilaterale og internationale aftaler med unilaterale forebyggende angreb, som senest set i Irak«. NPT er den eneste bindende aftale, som forhindrer lande i udvikling af atomvåben. Og den forpligter de fem gamle atommagter USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien til atomnedrustning. »Diktatorernes lære af Irak er: Let's go nuclear«, ifølge Jane's Intelligence Digest. Logikken er, at Nordkorea har vist, at verdens eneste supermagt kan udfordres, hvis man opruster nukleart. Kan få konsekvens for andre aftaler Hvis NPT bryder sammen »kan aftaler, der forbyder kemiske og biologiske våben følge efter«, ifølge Jane's, der påpeger, at hvis ikke de gamle atommagter fortsætter atomafrustningen, »vil der ikke være nogen drivkraft tilbage for andre lande til at afholde sig fra udvikling af atomkapacitet«. Der er ifølge specialistudtalelser til det tyske ugemagasin Stern nok plutonium og beriget uran i verden til at skabe omkring 200.000 nye atombomber. 280 forsøg på indkøb af radioaktivt materiale I løbet af de sidste ti år er gjort 280 forsøg på at købe radioaktivt materiale afsløret. Internationale terrororganisationer skønnes ikke at kunne udvikle atombomber i nær fremtid, men de har rige muligheder for at skaffe sig radioaktivt materiale til såkaldte 'beskidte bomber'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her