USA er parat til at sætte en frist på seks måneder for udarbejdelsen af en ny forfatning for Irak, som vil kunne føre til, at det krigshærgede land gennemfører et nyvalg og får en ny regering allerede i det kommende år. Det siger USA's udenrigsminister, Colin Powell, til The New York Times. »Vi vil gerne give dem en frist. De har fået seks måneder. Det vil være vanskeligt at nå, men vi er nødt til at få dem sat i gang«, siger Powell. Irakisk plan i støbeskeen Han antyder ligeledes i interviewet, at irakerne selv meget snart vil fremlægge en slagplan for demokratiseringen af landet. USA's regering har bedt en række irakiske ledere om at komme med en vurdering af, hvor lang tid det vil tage at få skrevet en forfatning og gennemført et valg, siger han. »Hvis det tager en evighed for dem at give os et svar på det spørgsmål, så har vi et problem. Men jeg tror på, at de vil give os et svar ret snart«, siger Colin Powell.
Powell giver halvt års frist til irakiske politikere
Lyt til artiklen