Dansk-marokkaner forflyttet til berygtet fængsel

Dansk-marokkaneren Omar Maarouf er blevet forflyttet til et af Marokkos mest berygtede fængsler. - Foto: DR
Dansk-marokkaneren Omar Maarouf er blevet forflyttet til et af Marokkos mest berygtede fængsler. - Foto: DR
Lyt til artiklen

Efter et par døgns usikkerhed er der nyt om den dødsdømte dansk-marokkaner Omar Maarouf. Maarouf er blevet forflyttet fra fængslet i Casablanca til det overfyldte Sidi Moussa-fængsel i byen El Jadida 180 kilometer syd for hovedstaden Rabat. »Vi har netop fået oplyst, at myndighederne i Marokko har flyttet Omar Maarouf til fængslet i El Jadida. Men vi har endnu ikke fået at vide hvorfor«, siger kontorchef i Udenrigsministeriet, Bent Wigotski. Fængsel berygtet for vold og korruption Sidi Moussa-fængslet er berygtet for sin uhygiejne og mangel på plads. I november sidste år døde 50 fanger i en voldsom brand, hvilket fik landets fængselsinspektion til at kritisere forholdene voldsomt. Der er plads til 1000 fanger i fængslet, men ved årsskiftet var cellerne fyldt til randen med over 1300 indsatte. Derudover er fængslet berygtet for korruption, vold og seksuelle overgreb. Frygtede Maarouf var forsvundet Det var Omar Maaroufs advokat, Claus Bergsøe, der i går kunne viderebringe forlydenderne om, at den dødsdømte Omar Maarouf var forsvundet. Maaroufs kone var bekymret for, om der var hændt hendes dødsdømte mand noget. Omar Maaroufs kone fortalte via Claus Bergsøe, at nogle af Maaroufs bekendte, der ville besøge ham, var blevet afvist ved fængslet med ordene »han er forsvundet«. Besøgte Maarouf 24. juli De danske myndigheder har indtil videre besøgt den 38-årige Omar Maarouf én gang, da den danske konsul i Portugal, Kirsten Pedersen, var på besøg i Maaroufs hidtidige fængsel den 24. juli. Dengang havde den dødsdømte dansker det efter omstændighederne godt. Ifølge kontorchef Bent Wigotski fra Udenrigsministeriet har man dog ikke aktuelle planer om at opsøge den genfundne dødsdømte i det nye fængsel. »Vi besøger tilfangetagne danske statsborgere cirka en gang om måneden. Så på et tidspunkt vil vi naturligvis aflægge ham et besøg«, siger Wigotski Dom endnu ikke offentliggjort Omar Maarouf blev i juli sammen med ni andre dømt til døden, anklaget for at have deltaget i terroraktiviteter. Det er imidlertid uklart, hvad han præcist er dømt for. Dommen er nemlig stadig ikke offentliggjort, men afhøringsrapporterne fra sagen viser, at han var tiltalt for forsøg på drab, bombeattentat og for at tilhøre den marokkanske terrorbevægelse Salafistisk Jihad. Omar Maarouf har appelleret dødsdommen, og den danske konsul i Portugal følger sagen løbende. Imidlertid accepterer Marokko ikke dobbelt statsborgerskab og anerkender derfor ikke Omar Maarouf som dansker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her