Frigivelsen af 14 europæiske turister, der i næsten seks måneder har været holdt som gidsler af algeriske islamister, trak mandag eftermiddag åbenbart igen ud i Mali. »Der hersker for øjeblikket stilstand, og vi kan ikke overholde tidsplanen«, sagde kilder blandt mæglerne i Malis hovedstad, Bamako, til det tyske nyhedsbureau dpa. Ifølge dpa er det uklart, hvor gidslerne befandt sig. Et tysk militærfly venter imens på gidslerne i byen Gao, hvorfra de skal flyves til Bamako. Allerede søndag aften havde den tyske tv-station ZDF rapporteret, at gidslerne var på fri fod. Men overdragelsen faldt til jorden på grund af logistiske problemer, da gidslerne har været tilbageholdt i små grupper på forskellige steder i det nordlige Mali. Tysk udenrigminister bekymret »Vi har ingen nye informationer, men håber fortsat på, at den maliske regerings bestræbelser vil munde ud i succes, så de tyske, schweiziske og hollandske statsborgere snart kommer på fri fod«, sagde den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der betegnede situationen som meget vanskelig. Hans viceudenrigsminister Jürgen Chrobog var søndag vendt tilbage til Mali, hvor han torsdag havde ført forhandlinger med regeringen, som han roste for at have muliggjort direkte forhandlinger med gidseltagerne. Han sagde søndag, at forbundsregeringen havde "skabt alle forudsætninger for at bringe gidslerne hjem". Ifølge nyhedsbureauet dpa betalte Chrobog mandag sin hotelregning i Bamako og gjorde klar til at tage gidslerne med hjem i løbet af aftenen. Løsesum Ifølge den maliske avis L'independent har Malis regering betalt gidseltagerne en løsesum på omkring 4,6 millioner euro (34,2 mio. kr.). Den tyske regering har fastholdt sin politik om ikke at lade sig afpresse, men pengene ventes Mali at få retur af Tyskland i form af udviklingsbistand. Gidsel døde af hedeslag I alt blev 32 europæiske turister på ørkensafari for knap seks måneder siden bortført i Sahara. 17 af dem blev befriet ved en algerisk militæraktion i maj, mens et kvindeligt tysk gidsel døde af hedeslag, da gidslerne i slutningen af juni blev tvunget fra Algeriet til Mali. Ni af gidslerne er tyske, fire fra Schweiz og en enkelt fra Holland.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























