Medier i det store erhvervslivs tjeneste

Et eksempel på »perfid journalistik«. Sådan bedømte en italiensk chefredaktør for nylig den rapport på 8.000 sider, som det britiske ugemagasin The Economist for nylig har sendt til Silvio Berlusconi med dokumentation for hans angivelige misgerninger. Hvad der i de fleste journalisters øjne er et misundelsesværdigt eksempel på undersøgende journalistik, stemples i Italien som en perfiditet. Oven i købet af landets mest solgte og respekterede dagblad, Corriere della Sera. I den mindre lødige del af italienske medier går det endnu værre til. På tv-kanalen Rete 4, der er ejet af Berlusconi, himler nyhedsoplæseren med øjnene, når han taler om venstrefløjen og savler som en glad lille hund, når han nævner Berlusconi, hvilket han ofte gør. Berlusconi er da heller ikke »kun en ven, mere som en bror«, har Rete 4's studievært og chefredaktør Emilio Fede udtalt til en repræsentant for medieorganisationen Reporters Without Borders, der tidligere på året lavede en kritisk rapport om den italienske mediesituation. Magtkoncentration Rapporten konkluderer, at koncentrationen af politisk magt og mediemagt i hænderne på en enkelt person, nemlig Berlusconi, er uden fortilfælde og udgør en »reel trussel mod de offentlige tv-stationers uafhængighed«. Sandheden er imidlertid, at Berlusconi kun tilspidser en situation, der altid har præget det italienske mediebillede. Landet har ikke tradition for en fri og uafhængig presse, der fungerer som den fjerde statsmagt eller vagthund over for de magtfulde. Journalister følger ikke de etiske regler, der er normen for journalistik i andre lande. »Italienske journalister er ikke kommet så langt, at de forbinder deres fag med etik og uafhængighed. De accepterer at være et instrument for andre«, siger Piero Ottone, en af italiensk journalistiks store gamle mænd, tidligere chefredaktør for Corriere della Sera og forfatter til flere bøger om journalistik. Italienske medier ejes af partier eller industrigrupper, der bruger dem som politiske pressionsmidler. Dagbladet La Repubblica og ugeskriftet l'Espresso ejes af industrimanden Carlo De Benedetti, en af Berlusconis ærkefjender. La Stampa ejes af Agnelli-familien i Torino. Dagbladet Il Giornale og ugeskriftet Panorama ejes af Berlusconis familie. Indtil starten af 90'erne eksisterede også en række dagblade, der var ejet af politiske partier, og selv det statsejede energiselskab ENI havde sin egen avis, Il Giorno. Opdelt Det offentlige tv-selskab RAI, der ved stiftelsen i 50'erne blev opfattet som regeringens officielle presseorgan, blev siden hugget op og fordelt blandt politiske fløje. RAI 1 var i kristdemokraternes hænder, RAI 2 i socialisternes, mens RAI 3 blev givet til kommunisterne. For kanalernes journalister gjaldt det, at politisk tilhørsforhold var vigtigere end professionel kompetence, og resultatet ses. Italienske nyhedsprogrammer hører til de ringeste blandt de lande, Italien kan sammenligne sig med. »Journalistik er altid manipulation. Vi tjener i bedste fald vore udgiveres interesser. Vi arbejder ikke i sandhedens tjeneste«, sagde engang en af frontfigurerne i den italienske medieverden, journalisten Giuliano Ferrara. Han var i 1994 minister i Berlusconis første regering og er i dag chefredaktør for den lille, men indflydelsesrige avis Il Foglio, der ejes af Berlusconis hustru. Journalisten Saverio Vertone har sagt noget lignende: »Bortset fra nogle meget sjældne undtagelser eksisterer fakta ikke i italiensk journalistik. Vi ser virkeligheden gennem ideologiernes forvrængende briller«. I en skarp bog om italiensk journalistik skriver amerikaneren Wolfgang Achtner, at journalisterne aldrig har overtaget det angelsaksiske koncept om journalistik som en offentlig service, hvis fornemste opgave er at ruste borgeren til bedst muligt at vælge, vurdere og kontrollere magthaverne. Her er tingene snarere vendt på hovedet, således at journalisterne modtager privilegier og beskyttelse som tak for de tjenester, de yder den herskende klasse. »Denne tilstand har haft katastrofale følger for landet, som aldrig har kunnet regne med en fri presse, der beskyttede borgernes interesse uden at gå på kompromis med særinteresser«, siger Wolfgang Achtner. Subjektiv presse Ifølge Achtner dækkes politik så indforstået og uigennemskueligt, at de færreste læsere fatter, hvad det handler om. Det siges ironisk, at den politiske journalistik skrives for 1.500 mennesker, nemlig politikerne og de politiske journalister selv. Avisernes utilgængelighed er en af årsagerne til, at ni procent af italienerne udelukkende får deres informationer fra tv, og at italienerne læser færre aviser end noget andet folk i EU. »Der er selvfølgelig italienske journalister, der arbejder professionelt, men de fleste synes, man er mærkelig, hvis man kun går efter sandheden«, siger Marco Travaglio, en journalist, der har skrevet bøger om Berlusconis retssager. Travaglio arbejdede for dagbladet La Repubblica, men sagde op for at kunne være en fri journalist. »Kollegerne ser mig som en underlig fisk. De kan ikke placere mig. De forstår ikke, hvem der er mine venner, eller hvem jeg arbejder for, jeg har ingen etiketter, de kan ikke placere mig, og det generer dem. Det falder dem ikke ind, at jeg netop er uafhængig og gør en dyd af det«, siger Marco Travaglio til Politiken. Om ikke mange italienere kunne tænke sig en mere objektiv presse? Svaret på dette spørgsmål lyder ofte, at objektivitet ikke findes, og at medierne bruger holdninger og overbevisning til at dyrke den stærkt subjektive journalistik. Det betyder, at der skal læses mange aviser for at få en nogenlunde klar idé om, hvad der foregår. Begrebet 'Italiens mysterier' høres ofte og henviser til den række af attentater og terroraktioner, der har kostet adskillige mennesker livet, men hvis bagmænd aldrig er fundet og stillet til regnskab. »Årsagen skal findes i Italiens moralske og etiske umodenhed«, siger journalisten Piero Ottone. På et tidspunkt i civilisationens udvikling er menneskene nået til den overbevisning, at fællesskabet er vigtigere end særinteresser. At alle skal følge de samme regler. »Men desværre er Italien endnu ikke kommet dertil«, siger Ottone. Ifølge formanden for det italienske journalistforbund FNSI, Paolo Serventi Longhi, er der dog håb for medierne. »Den skruppelløse berlusconisme har sat fokus på de problemer, der følger med en presse, der tager parti. Mange kolleger er i færd med at opdage værdien af pressens uafhængighed, frihed og etik, og så må vi håbe, at også udgiverne gør det. For det er dem, der i sidste ende sidder med den redaktionelle magt«, siger Serventi Longhi. lisbeth.davidsen@pol.dk