Dommerne i Tysklands højesteret har ikke for vane at kaste sig ud i en politisk debat, men nu har Siegfried Bross vovet det. Han synes, at spørgsmålet om en ny forfatning for EU bør afgøres ved en folkeafstemning. Det vil i givet fald kræve en grundlovsændring, for i den tyske grundlov af 1949 er der ikke taget højde for folkeafstemninger. Siegfried Bross taler med den ekstra vægt, det giver at være forfatningsdomstolens ekspert i europæisk ret. Han har stærke forbehold over for det udkast til en EU-forfatning, som reformkonventet nylig barslede med. Han øjner således en risiko for, at forfatningsudkastet, hvis det vedtages i sin nuværende form, vil kollidere med de enorme problemer, der opstår, når EU til næste år udvides til at omfatte 25 lande. Politikerne tager sig af visionerne, men det er vi jurister, der skal sørge for, »at det hele bagefter kommer til at fungere«, formanede dommer Bross i et radiointerview, hvor han i øvrigt tog kraftigt afstand fra EU's anbefalinger af at privatisere offentlige funktioner som f.eks. vejnettet og vandforsyningen. Han ser heri et udtryk for en ny »albuementalitet« i samfundet, der efter hans opfattelse er i strid med grundlovens bekendelse til »social markedsøkonomi«. Politisk støtte Guido Westerwelle, der leder det liberale parti FDP, kræver også en folkeafstemning, da Europa står over for »et skæbnevalg«. Uden folkelig opbakning vil det nye EU-projekt mislykkes, advarer Westerwelle. Tidligere har også Bayerns ministerpræsident, Edmund Stoiber fra det konservative CSU, slået til lyd for en folkeafstemning. Derimod er formanden for søsterpartiet CDU, Angela Merkel, imod. Hun fastholder, at det bør være de folkevalgte i Forbundsdagen, der til sin tid træffer afgørelsen. Ud over Danmark ventes der også folkeafstemninger i Frankrig, Spanien, Luxemburg, Irland, Sverige og Portugal. Og i både Østrig, Italien og Storbritannien debatteres spørgsmålet. En meningsmåling har vist, at 74 procent af tyskerne går ind for en folkeafstemning. Man kunne have ventet, at de markante udtalelser af højesteretsdommer Bross ville have udløst en heftig debat i Tyskland. Men indtil videre har kun den højst seriøse ugeavis Die Zeit fundet anledning til en omfattende kommentar. Die Zeit mener, at der ikke er nogen vej uden om: Så vidtrækkende et spørgsmål bør overlades til folkets afgørelse. Hvis magthaverne kniber uden om, »af angst for folket«, vil man kun for alvor vække folkets mistro: »De vil ikke høre os, fordi de vil noget, som vi ikke vil«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























