Liberias udenrigsminister afviste tirsdag aften det våbenhvileforslag, som oprørsbevægelsen LURD (Forenede Liberianere for Forsoning og Demokrati) fremsatte tidligere på dagen. Forslaget affødte midlertidigt et spinkelt håb for den hårdt trængte befolkning, men nu tegner alt til, at de kaotiske kampe i hovedstaden, Monrovia, fortsætter. Hundreder af civile menes omkommet i løbet af de sidste 11 dages kampe. Der er mangel på mad og vand, og nu trues de desperate indbyggere også af en koleraepidemi. Færre bombardementer Som noget nyt kunne tv-stationen BBC tirsdag rapportere fra Monrovia, at oprørsstyrkernes morterbombardement af byens centrum var mindsket i løbet af dagen. LURD-lederens, Sekou Connehs, forslag gik ud på, at våbenhvilen skulle vare i mindst to døgn. LURD ville så trække sig tilbage til havnefronten for at skabe et brohoved for de fredsbevarende styrker fra Vestafrikas økonomiske samarbejdsorganisation ECOWAS. Connehs betingelse var, at præsident Charles Taylor ikke udnyttede våbenhvilen til at angribe oprørerne. Men Liberias udenrigsminister, Lewis Brown, afviste tilbuddet fra sit opholdssted i Ghana og sagde, at oprørsgruppen skal trække sig helt ud af Monrovia, ikke kun til bydelen Freeport.
Liberias regering afviser våbenhvileforslag
Lyt til artiklen