Byrådsmedlem i New York skudt af politisk rival

Lyt til artiklen

Der gik chokbølger gennem New York i går. Byrådsmedlem i New York, James E. Davis, blev skudt og dræbt i byens rådhus. En politisk modstander fulgte Davis til et byrådsmøde, trak sin pistol og skød ham foran snesevis af chokerede lovgivere og tilskuere. Derefter blev pistolmanden skudt og dræbt af en politimand, der var udstationeret ved byrådsmødet. Han affyrede seks skud fra gulvet op mod balkonen, hvor byrådsmedlem Davis var blevet dræbt. »Det er en meget sørgelig dag for New York. Det er en stor tragedie«, sagde New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, efter episoden. Forloren politisk udfordrer Efterforskere siger, ifølge The New York Times, at drabet tilsyneladende hænger sammen med, at den 31-årige pistolmand Othniel Askew havde planlagt at udfordre James E. Davis i efteråret, for at overtage hans plads i byrådssalen som repræsentant for det centrale Brooklyn. Et byrådsmedlem fortæller, at Davis kort før skyderiet havde præsenteret ham for Othniel Askew med ordene: »Det her er fyren, der engang var imod mig, med nu er han på min side«. Sikkerheden skal strammes op Othniel Askew var tilsyneladende i stand til at smugle en pistol med sig ind på rådhuset, fordi han fulgte James E. Davis. Ansigter som er kendt af vagterne på rådhuset går ikke igennem metaldetektorer. Som et resultat af episoden skal velkendte byrådsmedlemmer og borgmesteren fremover også igennem metaldetektorer for at entre rådhuset, forsikrer borgmester Bloomberg. Skyderiet gav anledning til en del panik, da politifolk troede, at morderen stadig var på fri fod. Rådhuset blev aflukket, Brooklyn- og Manhattan-broerne blev lukket, metro-tog stoppede ikke ved stationer nær rådhuset, og adskillige gader i nærheden blev afspærret af frygt for, at der var tale om et nyt terrorangreb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her