Kæmpefangst af piratkopierede bånd i Egypten

Lyt til artiklen

DET ER en kendt sag, at der foregår piratkopiering af musik i stor stil i Mellemøsten. Alligevel gjorde det egyptiske politi store øjne, da de under en razzia på en landbrugsejendom syd for Kairo gjorde det, der menes at være den største fangst i regionen nogensinde. To millioner kassettebånd. Seks kopimaskiner og en minivan. Selv med international målestok er der tale om en storfangst. Den internationale antipiratvirksomhed IFPI har opgjort det globale marked for piratkassettebånd til 00 millioner om året. Har ikke råd til cd-er Tallet er dalende, fordi flere og flere af de professionelle musikpirater går over til cd'er. Men i Egypten, hvor langt de fleste af de 70 millioner indbyggere ikke har råd til en cd-afspiller, er kassettebånd stadig den langt mest udbredte vare. Det var IFPI, der kunne tippe det egyptiske politi om den storstilede piratbiks. Og det var IFPI's mand i Egypten, general Ahmed Fouly, der i sidste uge fik æren af at præsentere fundet for offentligheden. »Egypten har et af de største forbrugermarkeder i Mellemøsten, men potentialet bliver hæmmet af voldsom piratvirksomhed. De egyptiske myndigheder viser, at de tager loven alvorligt og gør en indsats for at bekæmpe musikpiraterne«, sagde Ahmed Fouly. At dømme efter generalens forklaring var det en dramatisk fangst i bedste Hollywoodstil. Piraterne var blevet overvåget i en måned, før man slog til. Og da politifolkene brasede ind, greb de musikpiraterne midt i arbejdet med at kopiere båndene og trykke tekstindlæg. Piratkassette til tre kroner Kunstnernavnene på de to millioner kassettebånd vil næppe sige de fleste danskere meget. Alle var med arabiske kunstnere, som er langt de mest populære i Egypten. Ikke at navne som Kylie Minogue og Sting ikke bliver kopieret. Uanset hvilket bånd man køber i Egypten, er sandsynligheden for, at det er piratkopieret, omkring 50 procent. OG DET er ikke så mærkeligt. For det koster kun ca. tre kroner at fabrikere en piratkassette. Importerede bånd koster det tyvedobbelte - og selv hvis de produceres lokalt, koster de omkring 15 kroner, vurderer brancheeksperter over for egyptiske aviser. Musikbranchen påpeger jævnligt, at sørøverne på de syv tonehave har et kriminelt megamarked. Globalt piratkopieres der musik for anslået 30 milliarder kroner, ifølge IFPI's seneste årsrapport. Og det påvirker ikke blot musikindustrien, men også »kulturer, økonomier, investering, vækst og arbejdspladser«. Den slags er nok ikke noget, der gør indtryk på den menige fattige egypter, for hvem piratbånd er den eneste måde at få opdateret musiksamlingen. Ingen forventer, at piraterne - selv efter den seneste sejr til myndighederne - blot vil opgive deres lukrative virksomhed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her