Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Sakajev: Russerne fik en lærestreg i Danmark

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Da Akhmed Sakajev for godt et halvt år siden rejste til England efter at være blevet løsladt fra et dansk fængsel, var han godt klar over, at Ruslands krav om at få ham udleveret nok ville følge ham. Ganske rigtigt. I London blev han fængslet igen, men nu da udleveringssagen nærmer sig sin afslutning ved domstolen i Bow Street, lyder den tjetjenske viceministerpræsident til at være glad for sine møder med først det danske og siden det britiske retssystem. »Uanset sagens udfald er jeg meget taknemmelig for, at den faktisk har fundet sted. Den har gjort det muligt for folk i vigtige positioner at komme og se med egne øjne, hvor absurde de russiske anklager mod mig er. Det har været svært for mig at forklare, hvorfor jeg er anklaget, men forhåbentlig kan udleveringssagen udstille, hvad det virkelig handler om«, siger Sakajev. Hans britiske forsvarer har under retssagen konstateret, at udleveringssagen for Rusland har »alt at gøre med politik, og intet at gøre med jura«. Men Sakajev selv lægger heller ikke skjul på, at han har kunnet bruge retssagen i London til at forsøge at skabe opmærksomhed om situationen i Tjetjenien. I modsætning til i Danmark bliver udleveringssager i Storbritannien ført næsten som almindelige retssager, og forsvaret har ført flere britiske akademikere og menneskerettighedseksperter som vidner for at støtte deres argumenter mod udleveringen. Taknemmelig Men forspillet i Danmark, hvor Rusland forsøgte at presse den danske regering til at udlevere Sakajev, har også været vigtigt for sagens forløb. »Jeg tror, at det danske eksempel har stor betydning, både for Storbritannien og for Rusland. Jeg tror ikke, at man kan behandle Danmark, som man vil, bare fordi det er et lille land. Det troede russerne, men så forstod de, at sådan er det ikke«. »Jeg er meget taknemmelig over for danskerne, den danske regering og hele det danske folk, der tog min skæbne alvorligt og gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at sætte en stopper for dette vanvid, som den russiske statsanklager havde sat i værk«. »Russerne fik en lærestreg i Danmark, og de tog faktisk ved lære af den. De undlod at fortsætte på samme vis, og de har ikke lagt samme pres på Storbritannien, som de lagde på Danmark«, siger Sakajev. Men hans og hans støtters forsøg på at lægge pres på den britiske regering for at tale Tjetjeniens sag ser til gengæld heller ikke ud til at have haft den store effekt. Politiken talte med Akhmed Sakajev i forbindelse med en tjetjensk filmfestival og politisk debat i sidste uge. Det var aftenen, før Ruslands præsident Vladimir Putin kom på fire dages officielt besøg i Storbritannien. Festivalen var nøje tilrettelagt for at sikre, at Tjetjenien kom på dagsordenen under Putins besøg. Sakajev selv havde to ønsker. Putin for en domstol »For Putins vedkommende ville jeg ønske, at han ville støtte oprettelsen af den nye Internationale Straffedomstol. Og at han en dag selv vil stå til ansvar over for domstolen. Mange mener, at der bliver begået forbrydelser mod menneskeheden hver dag i Tjetjenien. Jeg er ikke dommer, og jeg kan ikke kalde Putin kriminel. Men det er hans egen sag at bevise over for en dommer, at han ikke er det«. »Hvad angår den britiske premierminister og andre europæiske ledere, så ville jeg ønske, at de ville være lidt mere forsigtige, inden de kalder Putin en ven og kollega«, sagde Sakajev. På deres fælles pressemøde i torsdags nævnte Blair og Putin ikke Tjetjenien med et ord, men de havde begge meget travlt med at understrege, hvor gode venner de er. Den britiske udenrigsminister Jack Straw har i øvrigt tidligere i år meget bestemt afvist, at den britiske regering på nogen måde kunne finde på at blande sig i domstolenes vurdering af Sakajevs sag. Domstolen i Bow Street har afsat i dag og om nødvendigt også i morgen til at få afsluttet sagen. Uanset udfaldet ventes den tabende part at appellere dommerens afgørelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her