Volden fortsætter i Israel og de besatte områder

Lyt til artiklen

Efter onsdagens selvmordsbombe i Jerusalem og to israelske helikopterangreb i Gaza hænger Køreplanen for fred i en tynd tråd, kun en uge efter Sharon, Bush og Abbas' møde i Jordan. Den israelske forsvarsminister Shaul Mofaz har givet sin sikkerhedschef instruktioner om at optrappe operationerne mod de palæstinensiske terrorgrupper især Hamas. Bruge alle midler »Vi vil bruge alle midler til vor rådighed i kampen mod terror og mod Hamas«, sagde Mofaz onsdag efter et møde med hærens ledere, hvor det seneste selvmordsbombeangreb i Jerusalem, der kostede 16 mennesker livet, blev diskuteret. Aktionerne mod Hamas vil indebære arrestationer, attentater og andre aktioner mod nøjagtigt udpegede områder, oplyser den israelske avis Jerusalem Post online. Israelerne mener ikke, at selvmordsbomben i Israel er udført af Hamas som hævn for attentatforsøget på Hamas-lederen Rantissi tirsdag. Det ville, hævder israelske sikkerhedsstyrker og den israelske hær, ikke være muligt for Hamas at gennemføre angrebet så hurtigt. Hamas vil fortsætte angreb Men Hamas har taget ansvaret for angrebet og svoret, at det blot er et af mange angreb mod israelerne som hævn for attentatforsøget mod Rantissi. Hamas' grundlægger Sheikh Ahmed Yassin sagde onsdag aften til det britiske nyhedsbureau Reuters, at »Svaret vil fortsætte«. Israelske sikkerhedskilder siger til den amerikanske tv-station CNN, at de to dræbte havde været i færd med at forberede et angreb med såkaldte Qassam-raketter på Israel. Onsdagens selvmordsbombe var en reaktion på, at Israel tirsdag i et missilangreb havde forsøgt at dræbe Hamas' politiske leder Abdul Aziz Rantissi. Den palæstinensiske premierminister Mahmoud Abbas har fordømt angrebene både i Jerusalem og Gaza og har opfordret til, at der øjeblikkeligt og fra begge parter tages skridt til at fortsætte fredsprocessen som beskrevet i Køreplanen for Fred. Bush fordømmer Den amerikanske præsident George W. Bush har fordømt angrebet og har appelleret ikke blot til israelere og palæstinensere, men til »hele den frie verden, til alle nationer, der elsker fred om ikke kun at fordømme angrebene, men at bruge hver eneste bid af deres magt på at forhindre, at noget lignende sker igen«. Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell insisterer på, at fredsprocessen skal fortsætte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her