Voldtægtsoffer misbruges i abortkampagne i USA

Lyt til artiklen

Siden hun fyldte tre år, har JDS været under staten Floridas forsorg. Den nu 22-årige handicappede kvinde vejer omkring 40 kilo, er mentalt som et lille barn, kan ikke tale, lider af autisme, spastisk lammelse og slagtilfælde. Hun har ingen kendt familie, der interesserer sig for hende. Heller ikke staten interesserede sig særligt for hende, indtil hun blev gravid efter en voldtægt på det seneste af de statslige plejehjem, der har dannet ramme om hendes liv. Statens forsinkede anmodning om at forsyne JDS med en værge, da hun var fem måneder henne i graviditeten, havde næppe heller vakt særlig interesse uden for retssalen i Orlando, hvis ikke Floridas guvernør, Jeb Bush, havde blandet sig. Værge for fostret Også præsident George W. Bushs bror ville have udpeget en værge, men ikke for kvinden, der var blevet mishandlet i statens varetægt. Hans interesse rettede sig mod fostret, uanset at ingen på det tidspunkt havde nævnt ordet abort. Det er nu tre uger siden, Jeb Bush og hans socialdirektør Jerry Regier, der ligeledes er markant abortmodstander, tilsidesatte sagsbehandlerne og beordrede dem til at søge udpeget en værge for fostret. De ansvarlige i børne- og familieforsorgen havde afvist ideen med henvisning til, at det ville være ulovligt i Florida. Det er netop en afgørelse fra Floridas højesteret fra 1989, hvorefter fostre ikke kan have værger, fordi de legalt ikke er at betragte som personer, guvernør Bush og Det Republikanske Partis magtfulde bagland af kristne fundamentalister vil til livs. Og det er ikke kun i Florida, men også i andre stater og i forbundshovedstaden Washington, at aktivisterne søger at give befrugtede æg og fostre retsstilling som juridiske personer. Sprogligt kupforsøg Sidste år begyndte broder Bushs regering i Washington at tillade staterne at udvide dækning af sygeforsikringer til direkte at omfatte 'det ufødte barn'. Bestemmelserne taler om at indskrive fostre i sygeforsikringer for børn, hvilket fik kommentatoren Ellen Goodman til i avisen Boston Globe at bemærke: »Vi er vidner til et sprogligt kupforsøg gennem love og bestemmelser, som har til hensigt at skille kvinden fra livmoderen og - selvfølgelig - fra retten til at bestemme. Som om gravide kvinder blot var varevogne, der leverede fostre til lægen«. Undersøgelse af forsorg på vej Ved retten i Orlando afviste dommer Lawrence Kirkwood begæringerne fra Jeb Bush og Jerry Regier om at udpege værge for JDS' foster. Til gengæld valgte dommeren at udpege en erfaren værge, Patti Jarrell, for det 22-årige voldtægtsoffer, mens han kritiserede Jerry Regiers direktorat: »Børne- og familieforsorgen svigtede JDS ved ikke at stille en værge til rådighed for hende for lang tid siden«. Og Patti Jarrell lod forstå, at hun agter at sagsøge forsorgen på grund af dens behandling af JDS. Forsvundne plejebørn Nogle iagttagere har undret sig over, at børne- og familieforsorgens chef ikke har valgt at holde lav profil i betragtning af, at forsorgen i det seneste år har været udsat for skarp kritik i offentligheden. Den er ude af stand til at gøre rede for, hvor hundredvis af børn, som var anbragt hos plejefamilier, befinder sig. Specielt sagen om Rilya Wilson har affødt harmdirrende reaktioner. Rilya havde været væk i 15 måneder, før det gik op for sagsbehandlerne, at den lille pige var forsvundet. Bush giver ikke op Jeb Bush har imidlertid ikke tænkt sig at give op trods afgørelsen ved retten i Orlando. Sagen om det handicappede voldtægtsoffers foster ventes at blive ført helt op til Floridas højesteret. Efter kendelsen fra dommer Kirkwood sagde guvernøren i en skriftlig erklæring, at han er »aldeles bundet« til at få en værge udpeget for »det ufødte barn«. Og han meddelte samtidig, at han har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan staten bedre kan betjene handicappede borgere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her