Stort slag om magten i EU

EU-konventet tager torsdag fat på en hidsig debat om, hvem der skal bestemme i fremtidens EU. De fleste er dog enige om at give unionen en udenrigsminister. Hvem skal bestemme i EU? Det er spørgsmålet, når de 105 medlemmer af EU-konventet mødes torsdag og fredag for at diskutere unionens fremtid. Temaet for debatten er nemlig den del af en kommende EU-forfatning, som fastlægger, hvilke institutioner der styrer EU, og hvor meget magt de har. Intens og hidsig debat Den to dage lange diskussion om magtfordelingen i EU tegner til at blive både intens og hidsig. Kort sagt handler striden om, hvorvidt magten skal ligge hos fællesskabet - i form af kommissionen, der sikrer, at alle lande behandles ens, eller medlemslandene - hvoraf nogle selvsagt har mere tyngde og indflydelse end andre. Det største stridspunkt er, om EU skal have en præsident. I øjeblikket skiftes EU-landene til at lede unionen et halvt år ad gangen, som da Danmark sad i formandsstolen i sidste halvår af 2002. I stedet har konventets ledelse, præsidiet, foreslået, at EU's stats- og regeringschefer i fremtiden vælger en person - ikke et land - som skal stå i spidsen for unionen i op til fem år ad gangen. Is til alle Det har blandt andet fået konventets formand, Valery Giscard d'Estaing, og EU-kommissionens formand, Romano Prodi, til at fare i totterne på hinanden. Kommissionen er indædt modstander af en valgt præsident, fordi han eller hun vil blive en alvorlig rival til kommissionsformanden og dermed true kommissionens magt. Efter en række spidse udtalelser fra begge sider udfordrede Giscard d'Estaing, der er en dreven politisk ræv og retoriker, i sidste uge den noget mere kluntede Prodi til en offentlig tv-debat om emnet. Prodi tog handsken op, og hans talsmand lovede, at debatten, som endnu ikke er programsat, vil blive en rigtig folkefornøjelse - »med iskager og fyrværkeri til alle«, som han udtrykte det. Udenrigsminister EU-landene selv er også dybt splittede i spørgsmålet. De små lande ser kommissionen som garant for, at store lande ikke bare tromler deres vilje igennem, men nogle af de små er dog begyndt at bløde op på modstanden. Sammensætningen af kommissionens får ligeledes sindene i kog. Igen er det de små lande, som kæmper for at beholde princippet om, at hvert medlemsland har en kommissær. Men når EU om et år vokser fra 15 til 25 medlemmer, vil kommissionen på den måde blive alt for stor til at fungere effektivt, siger andre. »Det er ikke logisk. De små lande siger, at de vil have en stærk kommission, men foreslår så noget, der har den komplet modsatte effekt. Man svækker kommissionen ved at give den mange medlemmer «, siger en højtstående EU-diplomat. Derimod er de fleste enige om, at EU skal have sin egen udenrigsminister. Frygter 'forurening' I øjeblikket har kommissionen og ministerrådet hver sin mand til at varetage udenrigspolitikken, henholdsvis Chris Patten og Javier Solana. De to funktioner skal slås sammen, og Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer, er allerede blevet nævnt som kandidat til posten. Kommissionen har dog stadig visse betænkeligheder over konstruktionen, hvor udenrigsministeren vælges af ministerrådet, men samtidig bliver medlem af kommissionen som næstformand. I princippet er kommissionen uafhængig af både ministerrådet og nationale interesser, og frygten er, at udenrigsministeren kan sætte den uafhængighed over styr. »Vi kalder det en 'risiko for forurening'. Vi må sikre, at ministerrådets indflydelse ikke sniger sig ind på andre af kommissionens arbejdsområder«, siger en kilde i kommissionen. Heftig debat Det kommer derfor ikke til at skorte på indlæg og argumenter, når konventet i dag går i gang med de 14 udkast til artikler og de 1.500 ændringsforslag til at skrive dem om. Men der er én faktor, som hverken konventsmedlemmer, kommission eller medlemslande kan tage højde for: »Man kan diskutere EU's institutioner til hudløshed, men realiteten er, at det som institutionerne gør, og den magt de har, helt afhænger af, hvilke personer der sidder i dem. Jeg er for eksempel sikker på, at hvis vi stadig havde haft Jacques Delors (meget stærk kommissionsformand 1985-1994, red.), ville ingen overhovedet have tænkt på at fremsætte forslag om en europæisk præsident«, siger den højtstående EU-diplomat.