En tidligere irakisk officer i den militære efterretningstjeneste har over for Politiken udpeget en massegrav nær Bagdad. Human Rights Watch vil nu undersøge stedet. Flere hundrede soldater og civile irakere blev kort før den første Golfkrig henrettet og begravet i området Basmaya 25 kilometer syd for Bagdad. Det siger en tidligere officer i Iraks militære efterretningstjeneste til Politiken. I slutningen af 1980'erne var officeren, der ønsker at forblive anonym, tilknyttet den såkaldte 999-enhed under den militære efterretningstjeneste og dets hovedkvarter i al-Khathmya i Bagdad. Det var her, han så flere mennesker blive ført til Basmaya i busser, efter at de var blevet afhørt af den militære efterretningstjeneste. »I perioden fra 1988 til 1989 tog de i gennemsnit omkring 200 mennesker om ugen og førte dem til Basmaya, hvor de blev henrettet«, fortæller den tidligere efterretningsofficer. Han deltog ikke selv i henrettelserne, men arbejdede som instruktør i Basmaya, som også blev brugt til militær træning for specialtropper i den irakiske hær. Soldater og civile blev henrettet Ifølge efterretningsofficeren var de henrettede ofte soldater, der var deserteret fra hæren, men også civile irakere blev ført til Basmaya. Henrettelserne foregik med skud, hvorefter ligene blev overført til massegrave. »En af mine venner arbejdede i lejren. Efter et halvt år fortalte han mig, at han ikke længere kunne se sin kone i øjnene på grund af skam over sit arbejde«, siger efterretningsofficeren. Han blev selv smidt i fængsel efter uoverensstemmelser med ledelsen i hæren, og også her hørte han om Basmayalejren fra indsatte. Besøg var dødsdom »Om onsdagen fik de fanger, som skulle henrettes, lov at få besøg af deres familier, og dagen efter blev de kørt til Basmaya. Når man fik besøg vidste man, at det var slut«. I torsdags interviewede den amerikanske menneskerettighedsorganisation, Human Rights Watch (HRW) efterretningsofficeren på et hotel i det centrale Bagdad. »Vi vil allerede i næste uge tage ud til området for at lave de første undersøgelser«, siger Fred Abrahams, som er seniorundersøger hos HRW. Organisationen er i gang med at undersøge Baathregimets systematiske overgreb på irakere under Saddam Husseins styre. Stjålne dokumenter Dokumenter fra den irakiske militære efterretningstjeneste, som kurdiske oprørere stjal fra militæret under oprøret mod Saddam i 1991, viser, at hærens specialenheder foretog flere tusinde henrettelser af kurdere i det nordlige Irak i slutningen af 1980'erne. Samtidig har den amerikanske hær fundet massegrave i Hilla ved Bagdad og nær byen Samawa midtvejs mellem Bagdad og grænsen til Kuwait. Ifølge amerikanske kilder tyder noget på, at denne grav rummer kuwaitiske krigsfanger fra den første Golfkrig. Human Rights Watch har lokaliseret en massegrav i det sydlige Irak uden for byen Basra. »Det største problem er, at holde folk væk fra gravene. De ønsker selvfølgelig at finde spor af deres savnede familiemedlemmer, men begynder de først at grave, ødelægger de alt bevismaterialet«, siger Fred Abrahams. Gravede selv efter pårørende Det skete netop i sidste uge, da amerikanske soldater ved et uheld lod massegraven i Hilla være ubevogtet i tre timer. Da soldaterne kom tilbage, stod folk og gravede i jorden for at finde deres savnede slægtninge. »Alt bevismaterialet er i dag ødelagt«, siger Fred Abrahams, der ønsker bedre bevogtning af massegravene indtil retsmedicinere ankommer til Irak for at foretage tilbundsgående undersøgelser på stedet. »Det er en kompliceret operation, og vi er først ved at starte med at få det hele op at stå hernede. Men lykkes det ikke at bevogte massegravene tilstrækkeligt, vil bevismaterialet mod Saddam og hans regime forsvinde«, siger Fred Abrahams.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han var rig. Men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne
Kronik af Michelle Skov Karantonis
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00





























