Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Portræt: Chalabi - snu politiker i centrum

Foto: AP
Foto: AP
Lyt til artiklen

Den irakiske eksilpolitiker Ahmed Chalabi er lige så elsket, som han er hadet. Nogle ser ham som Iraks næste præsident, mens andre kalder ham en ødsel charlatan. Normalt er Ahmed Chalabi, omgivet af en hær af sikkerhedsfolk og spindoktorer i jakkesæt og store slipseknuder. Han er kendt for at rejse rundt på dyre Hiltonhoteller, hvor han deltager i amerikanskfinansierede konferencer om Iraks fremtid sammen med sin irakiske oppositionsgruppe, Iraqi National Congress (INC). For få dage siden fløj amerikanerne ham til byen Nasiriyah i det sydlige Irak sammen med 700 specieltrænede eksilirakere og en masse journalister, der skulle filme Chalabis ankomst. Et klart signal om at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ønsker at køre ham i stilling i den kommende overgangsregering. Det er især de nykonservative kræfter i USA, som ønsker at satse på Chalabi som præsident i et nyt Irak. Hans kontorer ligger dør om dør med Det Hvide Hus i Washington, hvor hans folk har deres daglige gang i vicepræsident Richard Cheneys kontor og i Pentagon. Charlatan Det er lige præcis evnen til at komme frem i magtcirklerne i Washington, der har gjort Chalabi til en af de mest omdiskuterede og kendte skikkelser blandt de irakiske eksilpolitikere. Folk i den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, og udenrigsministeriet mener, at han er en ubrugelig charlatan, der har misbrugt regeringens milliontilskud. Chalabi er shiamuslim ligesom flertallet af befolkningen i Irak, og flygtede ud af landet i 1958 sammen med sin far og mor. Han voksede op i en velhavende bankfamilie i Bagdad, hvor faren havde tætte forbindelser til kongefamilien. Den unge Chalabi begyndte efter familiens ankomst til USA at læse matematik på Massachusetts Institute of Technology og University of Chicago, hvor han senere tog en ph.d. i matematik. Derfra gik turen til Jordan, hvor han etablerede sin egen bank, Petra Bank, som hurtigt blev et af de største pengeinstitutter i landet. Den begavede forretningsmand blev snart beskyldt for ulovligt at have overført store millionbeløb til skjulte bankkonti i Schweiz og er i dag idømt 22 års fængsel in absentia for underslæb. En overlever Men Chalabi er en overlever, der er vant til at blive udsat for smædekampagner, siger en af hans tætte medarbejdere. Siden 1992 er det lykkedes ham at opbygge en af de mest indflydelsesrige irakiske oppositionsgrupper, med et stort kontaktnet til indflydelsesrige politikere i Kongressen. Alligevel mener kritikere, at mens han nok er en snu ræv udi det politiske liv i Washington, har han ingen gennemslagskraft over for det folk, som han så gerne vil stå i spidsen for. CIA lækkede for få dage siden en rapport om, at Chalabi ingen støtter har i Irak. Det er ikke tilfældigt, at den kommer nu. Mange i Bushregeringen så helst Chalabi forsvinde fra den politiske scene. Så det er et åbent spørgsmål, om Chalabis drøm om at blive Iraks nye leder går i opfyldelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her