Ung desertør på flugt

Udsagnet er brutalt ærligt: »De elsker os ikke. De kommer ikke fra den anden side af havet for at befri os. Vi tror ikke på det. Hvornår har de nogensinde bekymret sig om at indføre demokrati i Irak? Demokrati er folkets styre - noget vi skal skabe. USA kan ikke bombe os til demokrati«. Den unge iraker, der siger dette til Politiken, er paradoksalt nok desertør fra præsident Saddam Husseins hær. Han kunne ikke længere tjene en så brutal hersker, som har forarmet og undertrykt sit folk, forklarer han. Men har heller ikke noget tilovers for de militære styrker, som nu er kommet for at 'befri' Irak. Krig til fordel for Israel Politiken kender hans fulde navn, men han beder os om kun at bruge navnet Kamal Bonoor af hensyn til sin sikkerhed. Ellers virker det, som om at han bevidst smider masken. »Det, de siger om masseødelæggelsesvåben, er ikke sandt. Jeg tror, at de er blevet ødelagt, og det kunne FN have klaret. Denne krig bliver kun ført for at hjælpe Israel, det eneste land i Mellemøsten, de virkelig interesserer sig for. Og så vil de have vores olie. De ved, hvor meget olie vi har«, siger Kamal. Stak af Kamal er 23 år gammel og har studeret informationsteknologi på universitetet. Han gjorde tjeneste i den irakiske hær i to måneder og fire dage, så stak han af. »Jeg ville ikke kæmpe en meningsløs krig, som bare påfører os irakere flere lidelser. Hvem skulle jeg kæmpe for?«, spørger han. Kamal er fra Bagdad. Vi mødte ham i Basra, hvor han havde søgt tilflugt hos en slægtning. Men i Basra er livet i øjeblikket vanskeligere end noget andet sted i Irak, mener han. De mangler især drikkevand og er nødt til at drikke det urene vand, de kan få fat i, også vand fra Shatt Al Arab, som spildevandet løber ud i. Hårde kampe Der er ikke ret meget mad, men folk sulter ikke endnu. Der er hårde kampe hele dagen mellem de britiske styrker og de irakiske styrker inde i byen. Vi kan høre våbnene knitre i baggrunden, mens vi snakker. I det fjerne brænder oliekilderne. Af og til drøner artilleriilden. Kamal peger op mod Shatt Al Arab, den store kanal, hvor vandet fra Eufrat og Tigris løber forbi Basra på vej til Den Persiske Golf. Længere oppe ligger broen Al Kazeiza. »Jeg så en lille, udbrændt bil ved broen. Indeni sad fem mennesker, to børn, en kvinde og to mænd. De var alle sammen døde og ilde tilredt. For mig er det et billede på denne uretfærdige krig«, siger Kamal, og hans ansigtsudtryk viser hans smerte. Vil studere Han kommer fra en fattig familie i Bagdad. Faderen er gammel og blind. Moderen har astma ligesom Kamal. Lillebroderen er hjulbenet på grund af for dårlig ernæring. En anden yngre bror samlede et stykke ueksploderet sprængstof op efter den forrige krig og blev delvist invalid og vansiret i ansigtet. »Jeg vil ikke deltage i krige. Jeg vil gerne fortsætte mine studier i Irak eller i udlandet«, siger han med en opgivende mine og slår ud med armene. Studerede kommunikation Han studerede kommunikation, teknisk kommunikation, computere og satellitter, som han mener er fremtiden. Han ville gerne hjælpe sin familie. »Jeg krydsede broen ud af byen i går sammen med flere andre. Jeg overgav mig til de britiske soldater. Jeg bad om hjælp. Jeg er bange, og jeg frygter også for min familie i Bagdad. Men de satte os bare derind«, siger Kamal og peger på nogle bygninger, der tidligere var en busstation. Er du så ikke krigsfange nu? »Jeg tilbød at samarbejde, hvis de kunne garantere vores sikkerhed, men de syntes vist ikke, at de havde brug for det. De kørte os, cirka ti mænd, hen til et sted, hvor vi lagde os til at sove i grøften. I morges bad de os om at gå. Så nu ved jeg ikke rigtig ...«. Hvad vil du gøre? Du er på vej til Basra.

»Jeg går tilbage til Basra. Dér har jeg i hvert fald familie, som kan hjælpe mig. Jeg går min skæbne i møde.« Brudte løfter Kamal fortæller, ligesom andre af byens indbyggere, vi har mødt, at der ikke har været nogen folkelig opstand eller sammenstød mellem civile og de irakiske myndigheder eller de irakiske styrker i Basra. Det er hårdt at kæmpe, og folk er udmattede. Men der er ingen tegn på panik. Vi går forbi en britisk kampvogn, som står ved indgangen til Iraks næststørste by. Et par hundrede meter længere fremme står deres forreste vogn, og dér løber fronten. Ingen er sikre Folk går forbi i begge retninger. De, der går ud, har så mange ejendele med, som de kan bære. Inde i byen går de, som vil hjem, og de, der ikke kunne finde et bedre sted at tage hen. Kamal peger først på de britiske soldater, dernæst på de civile på flugt og tilbage på soldaterne og spørger så: »Hvor er maden og vandet, som de lovede os?«. Efter at have forsøgt noget andet har Kamal og en nær ven af ham besluttet, at det er bedst at tage tilbage til byen, som de flygtede fra. Selvom Baath-partiets milits bevæger sig rundt i gaderne, er det muligt at gemme sig for dem i krigens forvirring, mener de. Er du sikker på, at du har et sikkert sted at tage hen? »Ingen steder er sikre i Basra«, svarer Kamal Bonoor.