Danskere på vagt i Mellemøsten

Lyt til artiklen

Danmark er i krig mod Irak. Og det er efterhånden blevet opdaget i de lande, der holder mere med Irak end med USA og Storbritannien. En palæstinensisk gruppe har uddelt en løbeseddel i Ramallah i de palæstinensiske selvstyreområder, hvor man direkte opfordrer til at sætte danske interesser på angrebslisten. Det har øget bekymringen for, at danske turister, forretningsfolk og diplomater nu kan blive til angrebsmål for ekstreme grupper som gengæld for krigen i Irak. Foreløbig bliver løbesedlen dog anset for at være en enlig svale, og danskere i de arabiske lande beretter om, at de ikke er blevet udsat for trusler eller åben ballade. Men man er ikke længere så velkommen, som man var før. Kommentarer »Personligt føler jeg mig ikke truet. Men i weekenden fik jeg en indikation, da jeg var i Beirut (Libanons hovedstad, red.). Jeg kørte med en taxachauffør, der ikke var glad for at høre, at jeg var dansk. Vi har en lokalt ansat, der hørte om krigsbeslutningen i medierne og kom farende herop - han nægtede at tro det. Og vores trainee (praktikant, red.) får mange kommentarer om Danmark i det kvarter, hvor hun bor«, siger Ann-Mari Petersen, der er attaché ved den danske ambassade i Syrien. Ambassaden dækker også Libanon, Jordan og Irak. Syrien er noget af det nærmeste, Saddam Husseins irakiske styre kommer en allieret i øjeblikket. Syrien har kritiseret krigen i det østlige naboland kraftigt, og USA har til gengæld påstået, at syrerne illegalt sender våben til Irak og støtter 'terrorgrupper'. Syrisk befolkning tror på angreb Den amerikanske retorik over for Syrien er bemærkelsesværdigt lig de tilsvarende udsagn om Irak i månederne op til krigens start. Og det er den syriske offentlighed klar over. Her tror mange på gaden, at Syrien kan være næste mål for en amerikanske invasion. Uanset om det er rigtigt eller ej, betyder det, at der er stærkt fokus på, hvem der egentlig hjælper amerikanerne i krigen mod Irak. Også mod sydøst, hos Iraks sydlige naboer på Den Arabiske Halvø, er stemningen blevet dårligere efter krigens start. EU-ambassadørerne i Saudi-Arabien holdt i onsdags et møde, hvor de kunne konstatere, at der endnu ikke har været de store problemer. Agtpågivenhed »Der var dog enighed om, at stemningen i befolkningerne på halvøen kunne ændre sig, hvis krigen trækker ud, og især hvis tv begynder at kunne vise en lind strøm af billeder af store menneskelige lidelser og materielle ødelæggelser. Derfor opfordring til alle om at udvise stor agtpågivenhed, holde en lav profil og at minimere færden uden for hjemmet eller arbejdspladsen«, hedder det i et nyhedsbrev fra ambassaden fra i lørdags. I den arabiske offentlighed er der tradition for, at man ikke per automatik holder et lands borgere ansvarlige for, hvad deres regering laver. Derfor gjorde det indtryk, da en palæstinensisk gruppe, der kalder sig 'Dine Brødre', opfordrede til angreb mod seks navngivne landes borgere. Ud over briter og amerikanere var det spanske, australske, hollandske og danske mål. Køligere klima i Egypten Det helt store turistmål for danskere i Mellemøsten er Egypten. Også her beretter flere danskere om mærkbart køligere klima over for danskere. Men herfra og til deciderede problemer er der langt, mener ambassadør Christian Oldenburg: »Jeg anser risikoen i Egypten p.t. for ikke-eksisterende. Der har ikke været en demonstration uden for vores ambassade eller nogen af diplomaternes boliger. Der har ikke været ét eneste vredt brev. Så længe situationen ikke ændrer sig, er det kun et spørgsmål om, at man planlægger lidt - går uden om demonstrationerne, for eksempel«, siger Christian Oldenburg. Antallet af danskere i den arabiske verden er overskueligt. Turisme og samhandel er generelt faldet støt siden den palæstinensiske intifada i september 2000 og terrorangrebet i USA 11. september 2001.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her