USA råder FN til at evakuere våbeninspektører

USA har rådet FN's våbeninspektører, hvoraf nogle her står ved vejen mod byen Tikrit, til snarest at forlade Bagdad. - Foto: AP
USA har rådet FN's våbeninspektører, hvoraf nogle her står ved vejen mod byen Tikrit, til snarest at forlade Bagdad. - Foto: AP
Lyt til artiklen

USA opfordrer FN til at trække våbeninspektørerne ud af Irak, oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA). »Sent i aftes rådede den amerikanske regering os til at trække vores inspektører ud af Bagdad. UNMOVIC (FN's våbeninspektører red.) har fået det samme råd«, siger IAEA's chef Mohamed ElBaradei. Han sagde videre, at han omgående har informeret og søgt råd hos formanden for FN's Sikkerhedsråd og FN's generalsekretær Kofi Annan. ElBaradei siger dog ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters, at han endnu ikke har opgivet håbet om en diplomatisk løsning på Irakkrisen. Ingen ordre om evakuering FN har omtrent 135 våbeninspektører i Irak. Andre inspektører, der har været på orlov i hovedkvarteret på Cypern, er blevet opfordret til at blive her i stedet for at rejse tilbage til Bagdad. Herfra meddeler UNMOVIC-talsmand Hiro Ueki, at man endnu ikke har modtaget nogen ordre om evakuering. Kilder tæt på inspektørerne oplyste for nylig til Reuters, at inspektørerne har forberedt sig på at forlade Irak. De er således blevet bedt om at have en taske, der højst vejer 15 kilo, klar for at lette rejsen. Lukket møde i Sikkerhedsrådet Klokken 16 i dag dansk tid indleder FN-diplomater det afgørende møde i Sikkerhedsrådet. Det meddelte en FN-talsmand efter at USA, Storbritannien og Spanien i aftes gav de 15 medlemmer af rådet en frist på et døgn til at tage stilling til de tre allieredes resolutionsforslag, der giver mandat til krig mod Irak. Ny afvisning fra Frankrig, Rusland, Kina Et af de permanente rådsmedlemmer, Frankrig, gentog i dag, at landet ikke kan acceptere en FN-resolution, som indeholder et ultimatum eller en automatisk brug af magt over for Irak. Det betyder, at Frankrig ikke kan godkende det nuværende forslag, siger landets udenrigsminister. »Frankrig har sagt, hvad landet vil gøre«, lød det videre fra Dominique de Villepin med henvisning til tidligere udtalelser fra præsident Jacques Chirac om, at Frankrig formentligt vil nedlægge veto, hvis forslaget kommer til afstemning i dag. Også Rusland har truet med at nedlægge veto. Senest gentog viceudenrigsminister Jurij Fedotov ifølge nyhedsbureauet Interfax i dag, at det britisk-amerikanske udkast ikke har en chance for at blive godkendt i sikkerhedsrådet. Siden sagde præsident Putin at enhver anden løsning på krisen end den fredelige vil være en fejltagelse. Kinas nye udenrigsminister, Li Zhaoxing, sagde i dag efter sin udnævnelse, at Irakkrisen ifølge kineserne bør løses i FN's regi. Bush-tale i vente Ifølge amerikanske embedsmænd har Bush forberedt sig på i en tv-transmitteret tale senere i dag at forberede sine borgere på krig. Samtidig vil Iraks præsident, Saddam Hussein, få et sidste ultimatum. Det vil samtidig give humanitære hjælpearbejdere og journalister en chance for at nå ud af landet, før en krig bryder ud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her