Terrortruslerne mod London er af 'samme slags' som 11. september-angrebene mod USA, siger formanden for Blairs Labour-parti, John Reid. Han reagerede onsdag stærkt, da det blev antydet, at der er et politisk mål med det opskruede terrorberedskab. »Dette er ikke et spil. Det er en trussel af samme slags, som den der massakrerede tusindvis af mennesker i New York«, sagde en ophidset Reid. Heathrow afpatruljeres Truslerne har for anden dag i træk ført til, at 1.500 soldater og politibetjente har afpatruljeret tilkørselsveje og selve Heathrow-lufthavnen i London. Men en lukning af Heathrow, en af verdens travleste lufthavne, er ikke på tale, siger indenrigsminister David Blunkett. Blunkett: Intet knæfald for terroren Det ville være at give efter for terrorismen - og så vil det i øvrigt også være en katastrofe for den britiske handel og industri, tilføjer han. Men indenrigsministeren understreger den alvor, de britiske politikere lægger i terrortruslerne. 'Alle briter skal være på vagt' Han siger, at han håber, at Storbritannien vil 'komme gennem de kommende dage uden episoder', og han opfordrer briterne til at 'være på vagt' og siger, at de ikke behøver være angste. Ekstra politi er udkommanderet til at overvåge en række andre af de store lufthavne i landet. Trusler ikke udpenslet Myndighederne har ikke konkretiseret, hvad det er for en trussel, Storbritannien er udsat for. Indenrigsminister Blunkett siger blot, at regeringen har valgt at følge råd fra sikkerhedsrådgiverne, men tilføjer, at truslen er rettet mod områder, hvor der er mange rejsende eller store forsamlinger af mennesker. Eksperter: Frygt for missilangreb mod fly Det menes, at efterretningstjenesten frygter angreb med jord-til-luft-missiler mod civile fly i Storbritannien eller USA i denne uge. Terrortruslens timing forbindes med afslutningen på en muslimsk helligdagsferie lørdag. Tenet advarer om terror Også i USA har myndigheder skruet op for beredskabet og advaret om trusler om terror. Chefen for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, George Tenet, har advaret om angreb i USA og på den Arabiske Halvø med såkaldt beskidte bomber eller gift. »Efterretningerne er ikke bare snak mellem terrorister og deres håndlangere. Det er de mest specifikke trusler, vi har set indtil nu«, sagde Tenet. Hamstring i USA Advarslen fra Tenet har udløst hamstringstendenser flere steder i USA. Mange amerikanere har fulgt råd fra myndighederne og har indkøbt ekstra nødforsyninger og masser af vand, hvis en katastrofesituation skulle opstå. Ifølge flere amerikanske medier melder mange forretninger udsolgt af varer som f.eks. forseglingstape og plastik til at pakke deres ejendele ind i tilfælde af biologiske eller kemiske angreb. UK øger forsvarsbudget Mens terrorfrygten i befolkningerne i USA og Storbritannien raser, har den britiske finansminister, Gordon Brown, onsdag hævet det beløb, den britiske regering afsætter til en mulig krig med Irak. Brown har meddelt det britiske parlament, at han i år vil afsætte 1,7 milliarder pund (19,6 milliarder kroner) til brug for en krig mod Irak om nødvendigt. 8,4 mia. kr. ekstra Det er en stigning på 750 millioner pund (8,4 milliarder kroner) i forhold til det beløb, som Brown afsatte til formålet i november i fjor. »Intet skal forhindre os i at udstyre og støtte vore væbnede styrker«, siger Brown. Amerikanske reservister indkaldt Og Browns udtalelser falder stort set samtidig med, at det amerikanske forsvarsministerium har meddelt, at det har aktiveret yderligere 39.000 deltidsreservister. Dermed har USA nu aktiveret ikke færre end 150.000 reservister, hvoraf mange allerede er på vej til Den Persiske Bugt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























