Den britiske premierminister Tony Blair er ankommet til USA for i dag at mødes med den amerikanske præsident George W. Bush på feriestedet Camp David. De to allierede statsledere skal drøfte deres næste skridt i Irakkrisen. Men Blair har ikke støtte med sig hjemmefra til et angreb uden FN-mandat, viser en meningsmåling. Mødet bliver betragtet som et 'krigsråd', og det forventes, at beslutningen om en militæraktion tages i weekenden. Med sig har Blair den støtte fra en række europæiske statsledere, som i går indrykkede en fælles udtalelse i 12 europæiske aviser, hvor de udtrykker deres støtte til USA. Udtalelsen har efterladt Europa i forvirring og splittelse, da både Europa-Parlamentet og EU's udenrigsministre har flertal for at fastholde, at et militært angreb skal bakkes op af FN og ikke være et ensidigt angreb af USA og hvilke lande, der måtte slutte sig til. Tony Blair har selv udtrykt ønske om, at FN's Sikkerhedsråd enes om at bemyndige et angreb efter, at FN's våbeninspektører ikke har kunnet få Irak til at samarbejde om at afvæbne Saddam Hussein for alle masseødelæggelsesvåben. De fleste briter er imod krig Men Blair har også lovet amerikanerne støtte i en krig, selv om en meningsmåling i en britisk avis i dag viser, at 84 procent af briterne ikke er bag ham. Meningsmåling er fra analyseinstituttet ICM, og den bringes i tabloidavisen Daily Mirror i dag. Selv med opbakning fra en ny FN-resolution modsætter 43 procent sig en krig, mens 41 procent støtter en krig, hvis den bliver ført på baggrund af en ny resolution fra FN's Sikkerhedsråd. 66 procent af de 1004 adspurgte personer sagde, at den britiske premierminister, Tony Blair, er mere optaget af at støtte USA's præsident, George W. Bush, end af den britiske befolknings mening. Kun 14 procent mener, at der er tilstrækkelige beviser på, at Irak er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, til at kunne indlede et militært angreb. Mødtes med spanske Aznar Blair kommer netop fra en mindre rundrejse til europæiske statsledere, senest den spanske ministerpræsident José Maria Aznar. Det var Aznar, der tog initiativ til den fælles udtalelse fra de otte statsledere. I næste uge fortsætter Blair til Frankrig, hvor han skal mødes med den franske præsident Jacques Chirac, som sammen med Tyskland har meldt klart ud imod et militært angreb uden FN-opbakning. Frankrig er et af de fem permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet, og har derfor vetoret. Senere mødes Blair i London med udenrigsministeren fra Iraks naboland, Iran, Kamal Kharrazi.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























