Børsen i Bagdad bobler af vækst

»Op«, siger Telal Brahim fornøjet. »Fem procent på en uge. Så lykkedes det dem alligevel ikke at knække os!«. Det er ikke en hvilken som helst aktie, Telal har investeret i. Han har købt andele i en af Iraks kemiske fabrikker, en fabrik, der for nylig havde den tvivlsomme ære at få FN's våbeninspektører på besøg. »Provokerende, men også ikke så lidt morsomt. Jeg, der ejer aktier i virksomheden, ved, at den ikke producerer noget forbudt. Den fremstiller plast - æsker, poser og flasker. PVC-produkter, helt almindelig plast! En fabrik, der fremstiller kemiske våben, bliver da ikke børsnoteret«, fnyser Telal, hvis øjne ikke viger fra tallene på tavlen. Her ændres kurserne med tusch og svamp. Mæglerne løber frem og tilbage mellem kunderne og tavlen. Den hurtigste sætter sit mærke. Elektronikken er endnu ikke nået til børsen i Bagdad. Uanfægtet vækst Børsen er på størrelse med en gymnastiksal, delt i to af et solidt rækværk. På den ene side, hvor tavlerne hænger, står mæglerne. Bag rækværket står køberne og sælgerne. Børsen blev oprettet for ti år siden. Midt i den værste nedgangstid for irakisk økonomi. Trods sanktioner og handelsembargo er aktiviteten vokset støt. Det lukkede irakiske marked følger sine egne love. Her er det kun irakere, der kan handle, og kun for irakiske dinarer. Landets økonomi kaldes af eksperter kaotisk. Kaos består i en forsigtig liberalisering på mikroniveau med et urokkeligt bureaukrati og planøkonomi på makroniveau. Økonomien er hårdt mærket af sanktioner, embargo og hyperinflation. Livfulde smuthuller Mens man for tyve år siden gav cirka 30 dinarer for en dollar, må man nu betale 2.000. Men der er mange smuthuller i Saddams socialisme. Smugleri, korruption og hvidvaskning af penge griber om sig. Ifølge mange er det smuthullerne, som gør, at folk overlever. Myndighederne er desuden holdt op med at opkræve flere skatter og afgifter, samtidig med at økonomien er underkastet skarp kontrol fra den FN-kommission, som skal overvåge, at sanktionerne overholdes. I samme tremåneders periode, som børsen er steget med 50 procent, er priserne steget med 5 procent, mens dinaren har mistet 10 procent af sin værdi i forhold til dollaren. »Og det har ikke den store betydning. Det er kun importen, der påvirkes af dollarprisen«, siger en mægler. Den samlede værdi af Iraks aktiemarked er alligevel lille. Ifølge børsens vicedirektør, Taha al-Rubaai, er den på knap 1,4 milliarder kroner. Prisindekset ved udgangen af 2001 var 1.612, ved udgangen af 2002 var det 1.690. I dag er det 1.730. »Et kogende marked. Helt uventet!«, fortæller aktiemægleren Muhamed Ali. »De fleste havde troet, at kurserne ville falde som følge af krigstruslen, og så sker det modsatte. Det er, som om irakerne absolut vil tro på deres egen økonomi. Den, der satser nu, kan mangedoble sin indsats senere. Medmindre det bliver en lang og blodig krig«, spår Muhamed, som har boet fjorten år i London, hvor han tog en ph.d. i økonomi. »London er mit andet hjem«, siger han, mens han praler af irakernes urokkelighed. Fejlfrygt »En kvart million soldater truer os ved vore grænser. I stedet for at flygte ud af landet, investerer folk på børsen. Imponerende, ikke sandt? Amerikanerne skal bare komme. They just want our goodies«, siger han med sin polerede Londonaccent, inden en kunde vinker ad ham, og han haster hen til rækværket. En af dem, der lod sig forlede af krigstruslen, står lidt trist bag rækværket og iagttager den høje aktivitet. Yassir er pensioneret polititjenestemand og havde investeret hele sin opsparing i en cykelfabrik. Da han var sikker på, at krigen ville ødelægge værdierne, solgte han alle sine aktier for et par måneder siden. »Da jeg solgte, var kursen 11 dinarer; nu er den 18«, siger han opgivende, som om han ikke kan tilgive sig selv paniksalget. »Jeg kommer her tre gange om ugen og tjekker. Når kursen er faldet til 15, vil jeg købe aktierne tilbage. Det bliver jo ikke lige så mange aktier, som jeg havde. Men, men, vi må håbe, kursen falder igen«. Rig på papiret Ved siden af ham står en ældre dame med brunt hovedtørklæde og tykke briller. Hun ejer en million aktier i Bagdad Bank og er i løbende kontakt med mæglerne. Mens de fleste har oplevet et drastisk fald i levestandard de seneste ti år, har Suham tjent penge, i hvert fald på papiret. »Jeg har flere penge nu, end da sanktionerne startede. Men jeg tager det ikke så alvorligt, det her er bare min hobby«, siger hun med et undskyldende smil. Til daglig er hun læge og driver en klinik med speciale i kvindesygdomme. »De fleste har fået det værre«, indrømmer hun. »Folk kommer til mig med de værste lidelser, og mange har ikke råd til at betale for behandlingen. Forholdene er forfærdelige her i landet«. »Farvel, doktor«, siger en af mæglerne, inden børsen lukker. »Vi ses«, svarer Suham, inden hun forsvinder ud ad døren til det virkelige liv - patienterne, der ikke har råd til hendes ydelser. Selv er hun en af vinderne. Millionær - i dinarer, i hvert fald på tavlen.