Den tjetjenske eksilpolitiker Akhmed Sakajev er i kontakt med russiske politikere og har været det i et stykke tid. Det siger han i et interview med den russiske avis Kommersant i dag. Kontakterne har stået på, mens britiske myndigheder behandler en russisk anmodning om at få Sakajev udleveret til retsforfølgelse i Rusland. De russiske myndigheder anklager Sakajev for en række forbrydelser og terroraktioner i Tjetjenien i midten af 1990'erne. »Jeg har jævnlige kontakter med Ruslan Khasbulatov, Ivan Rybkin og officielle og uofficielle russiske repræsentanter«, siger Akhmed Sakajev, som i november sad varetægtsfængsel i Danmark efter anmodning fra Rusland. Ruslan Khasbulatov er etnisk tjetjener og tidligere formand for den russiske Duma. Ivan Rybkin er tidligere leder af den russiske præsidents sikkerhedsråd.
Sakajev i kontakt med russiske myndigheder
Lyt til artiklen