Politisk flertal vil opgive ny forsvaraftale

Lyt til artiklen

Grønland skal ikke regne med en genforhandling af forsvarsaftalen fra 1951, som giver amerikanerne råderet over Thule-basen. Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne opgiver på forhånd det grønlandske ønske om en ny aftale, hvor Grønland placeres som aktør i udenrigspolitikken. Hvis aftalen skal annulleres kræver det, at både Danmark og USA er enige, og den amerikanske udenrigsminister sagde onsdag aften blankt nej. Dermed svinder grønlændernes håb om, at de kan bruge udbygningen af missilskjoldet som anledning til at få aftalen annulleret. Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell afleverede sent i aftes en skriftlig anmodning til den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K) om at udbygge Thulebasen til at indgå i et missilskjold. Colin Powell mødtes i aftes med Per Stig Møller og landsstyremedlem Josef Motzfeldt. Han deltog som repræsentant for det grønlandske hjemmestyre. Motzfeldt skuffet Josef Motzfeldt udtrykte skuffelse efter mødet med Powell. Ifølge Motzfeldt har det sikkerhedspolitiske udvalg endnu ikke besluttet om Grønland er parat til at blokere for missilskjoldet, hvis forsvarsaftalen ikke genforhandles. Venstre tror på tilføjelse til aftalen Venstres udenrigsordfører, Troels Lund Poulsen, tror, at der skal findes en anden løsning. Han henviser til, at Udenrigsministeriet siden foråret har arbejdet på et supplement til forsvarsaftalen. Det er vejen frem. »Der er allerede overvejelser i gang om at lave et supplement til 1951-aftalen fra dansk side. Jeg synes, det giver mere fornuft at videreføre de bestræbelser med et supplement. Jeg synes ikke, det er nødvendigt at begynde forfra«, siger Lund Poulsen til Ritzau. Socialdemokraterne tror heller ikke, at USA vil opgive den nuværende aftale og begynde på en frisk. Til gengæld mener udenrigsordfører Jeppe Kofod (S), at der skal gives andre indrømmelser til grønlænderne. DF tror USA kan rokkes Den opgivende holdning fra De Konservative, Venstre og Socialdemokraterne kritiseres af Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti. Villy Søvndal, udenrigsordfører for SF, betegner USAs entydige afvisning af en genforhandling som arrogance. Dansk Folkepartis udenrigsordfører Peter Skaarup mener, at det er for tidligt at give op. Afvisningen fra USAs udenrigsminister, Colin Powell, er kun den første melding, påpeger han, og den bør Danmark udfordre. »Man skal ikke tro, at de største indrømmelser fra USA kommer den første dag«, siger Skaarup til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her