Frygt for steninger ved pøbeljustits

Da deltagerne i årets Miss World i weekenden flygtede fra religiøse optøjer i Nigeria, blev der atter stille om den steningsdømte kvinde, der oprindeligt var centrum for opgøret mellem islam og den internationale skønhedskonkurrence. Det er ikke nødvendigvis af det onde. Mange muslimer og andre iagttagere af den 30-årige Amina Lawas sag mener, at internationalt pres nemt kan få radikale muslimer til at handle i trods. Miss World var en overgang truet af en masseboykot på grund af den dødsdom ved stening for sex uden for ægteskab, som Amina Lawal fik stadfæstet i august. Men på nær Miss Danmark - Masja Juel - og fire andre dukkede alle deltagerne op, da den nigerianske regering havde garanteret Amina Lawals overlevelse. Det er fortsat uklart, hvad der ligger bag de garantier. Justitsvæsnet er formelt uafhængigt af regeringen. Og hvis regeringens forsikringer skulle bygge på forfatningens forbud mod »umenneskelig og nedværdigende behandling«, er det langtfra sikkert, at de muslimske stater nødvendigvis vil respektere en afgørelse fra forfatningsdomstolen. Den første sten »En kristen vil sige, at stening, amputering og halshugning er umenneskeligt og nedværdigende. Men ingen muslim i denne verden, ingen i Nigeria vil sige, at amputationer er nedværdigende«, siger delstaten Zamfaras guvernør, Ahmad Sani, til Politiken. Han var i 1999 den første til at indføre sharialovgivning og erklærer sig parat til at kaste den første sten, hvis alle krav til bevisførelsen er opfyldt. Men som guvernøren og mange andre fremhæver, er det langtfra ligetil at få nogen dømt for ægteskabsbrud, hvis de ikke selv tilstår. Mænd kan kun dømmes, hvis fire uafhængige vidner har været tæt nok på forbrydelsen til at se penis blive ført ind i skeden. Og selv om graviditet i kvindens tilfælde regnes for bevis, kan hun påberåbe sig et såkaldt sovende foster fra sin fraskilte mand, hvis skilsmissen er foregået inden for de seneste fem år. Politisk pres Men nogle dommere er dårligt uddannet og kan blive ofre for politisk pres. Og analfabetiske kvinder som Amina Lawal er ofte i fare for at blive dømt i sager, hvor de burde frifindes, fordi de ikke forstår loven. »De kender ikke deres rettigheder og bliver ofre for omstændighederne. Eliten ved derimod, hvordan den skal forsvare sig selv«, siger journalist Ibrahim Dosara, der for BBC har dækket en række af shariasagerne. Amina Lawals advokat Hauwa Ibrahim regner fortsat med at få løsladt sin klient ved en domstol, der ligger mindre under for folkestemningen end den appeldomstol, hvor tilskuerne i august var parate til at stene hendes klient på stedet. Pøbeljustits »Vi har fanatiske fundamentalister, der gerne vil hjælpe Allah med arbejdet gennem pøbeljustits. Men hvis du går gennem det juridiske system, er det meget vanskeligt at dømme nogen til stening og få stadfæstet dommen ved appel«, siger Hauwa Ibrahim. Advokaten er meget omhyggelig med ikke at blande politik og religion ind i sin klients sag. Derfor vil hverken hun eller Amina Lawal selv forholde sig til effekten af den boykot af Miss World, som den danske Masja Juel gennemførte. Amina Lawal nøjes med at sige danskeren »tak for sympatien«. Umoralsk levevis De gæstende skønhedsdronninger blev rådet til at opgive planer om at møde Amina Lawal, fordi tidligere sympatiaktioner for steningsdømte kvinder har givet voldsomme bagslag. Da Roms borgmester for nylig udnævnte Safiya Hussaini til æresborger, efter hun var frikendt for ægteskabsbrud på en juridisk spidsfindighed, blev det i nigerianske aviser beskrevet som vestlig blåstempling af umoralsk levevis. Trodsighed I den første shariasag i delstaten Zamfara oplevede advokat Hauwa Ibrahim, at en trodsighed var en medvirkende faktor til pryglingen af en 13-årig pige, der var dømt for sex før ægteskabet. »Regeringen sagde: Den internationale presse tror, den kan komme og regere staten gennem pres. Så regeringen vendte ryggen til og fik hende pryglet«. Som bevist gennem de blodige optøjer med op mod 200 dræbte i skyggen af Miss World-konkurrencen skal der i øjeblikket mindre end nogensinde til at antænde temperamenterne i det nordlige Nigeria.