Håbefuld våbeninspektør mens verden venter på Irak

Lyt til artiklen

Efter Sikkerhedsrådets enstemmige vedtagelse af FN-resolutionen om afvæbning af Irak er det nu op til Irak at tage næste skridt. Lederen af FN's våbeninspektører, Hans Blix, er fortrøstningsfuld. Han siger til BBC, at han er overbevist om, at Irak vil opfylde resolutionens krav. Den svenske leder af inspektørerne siger også, at han håber, at irakerne vil bruge denne mulighed for at 'komme ud af en mørk tunnel'. De første våbeninspektørerne rejser efter planen til Irak 18. november for at få logistiske ting på plads. Resten af holdet følger efter en uge senere for at genoptage det arbejde, der blev afbrudt for fire år siden, siger Hans Blix til flere internationale medier. Det bliver med et forstærket mandat i tasken, der giver adgang til 'øjeblikkelig, uhindret og betingelsesløs' inspektion ethvert sted i landet. Resolutionen advarer om 'alvorlige konsekvenser', hvis ikke Irak samarbejder med inspektørerne. Irakiske ledere er tavse Foreløbig har der der ikke været nogen officielle, irakiske kommentarer til resolutionen, som Sikkerhedsrådets 15 medlemmer vedtog enstemmigt i går eftermiddags dansk tid. Men den irakiske ledelse er gået i gang med at undersøge FN-resolutionen, skriver det irakiske nyhedsbureau INA. »Selv om resolution 1441 er dårlig og uretfærdig, undersøger Iraks ledelse den roligt og vil i de nærmeste dage træffe den nødvendige beslutning«, citerer INA en officiel kilde for at sige. Den irakiske FN-ambassør, Mohammed Aldouri, sagde efter afstemningen i går, at resolutionen er forfattet på en sådan måde, at det vil blive svært for Irak at leve op til dens krav. Powell taler med arabiske kollegaer Imens fortsætter det diplomatiske spil på andre fronter. Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell ringede allerede i går sine kolleger i Egypten og Saudi-Arabien samt generalsekretæren for Den Arabiske Liga op for at få dem til at gøre Irak klart, at den nye FN-resolution er endegyldig. »Enhver som har kontakt med Irak bør fortælle dem, at det er vigtigt for Irak at forstå, at dette er den sidste mulighed, og at Irak må acceptere denne resolution, må gøre rede for sine våbenprogrammer og afslutte dem fuldstændigt«, sagde Powell. Colin Powell udtalte også på fire forskellige mellemøstlige tv-stationer, at USA på baggrund af tidligere erfaringer ikke tror, at Saddam Hussein, vil opfylde FN's krav. Egypten vil tale med Irak Colin Powells henvendelse har tilsyneladende båret frugt. I hvert fald meddelte den egyptiske udenrigsminister, Ahmed Maher, i aftes til sin amerikanske kollega, at han vil opfordre Irak til at acceptere FN-resolutionen. Den egyptiske udenrigsminister ventes senere i dag at mødes med Iraks udenrigsminister, Naji Sabri, i Egyptens hovedstad Kairo, hvor Den Arabiske Liga i morgen mødes ekstraordinært. Også FN's generalsekretær Kofi Annan har appelleret til Ligaens medlemmer om at 'opmuntre og tilskynde Irak til at samarbejde med FN. Syrien overraskede Den enstemmige vedtagelse af resolutionen var et diplomatisk kup for præsident Bush, fordi det til det sidste var ventet, at Syrien ville stemme imod. Men landets vice-FN-ambassadør Fayssal Mekdad stemte altså overraskende sammen med de øvrige 14 medlemmer af Sikkerhedsrådet. Ifølge Mekdad fordi både russere og franskmænd har forsikret landet om, at resolutionen ikke vil blive brugt som påskud til et angreb på Irak. Af samme opfattelse er de tre permanente rådsmedlemmer, Frankrig, Rusland og Kina, der efter afstemningen udsendte en fælles udtalelse, hvori de fastslår, at resolutionen udelukker enhver automatisk brug af magt, og at rådet kun vil tage overtrædelser op, som er indrapporteret af våbeninspektørerne. USA har ikke umiddelbart kommenteret på udtalelsen, men landets FN-ambassadør, John Negroponte, siger ifølge nyhedsbureauet AP, at resolutionen sikrer USA retten til at angribe, hvis Sikkerhedsrådet er eftergivende i forhold til eventuelle irakiske overtrædelser. »Denne resolution forhindrer ingen medlemslande i at forsvare sig selv mod trusler fra Irak«, siger Negroponte. Ekspert: Irak truer næppe Vesten Spørgsmålet er så, hvor stor en trussel Irak reelt udgør mod den vestlige verden. Ifølge en våbenekspert, som dagbladet DAGEN har talt med, er den formentlig til at overse. Den tidligere våbeninspektør Jonathan B. Tucker siger til avisen, at især Iraks kemiske våben er ineffektive og næppe vil kunne gøre større skade i Vesteuropa eller USA, end hvad der kan udrettes med konventionelle sprængstoffer. "Vi taler om tonsvis af nervestoffer for at kunne volde massedrab. Der er simpelthen enorme logistiske problemer med at håndtere stoffet og distribuere det i de mængder," siger Jonathan B. Tucker til avisen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her