En Røde Kors-lejr i Frankring, som illegale immigranter bruger som springbræt til at komme ind i England, har lukket ned for nye gæster ti dage før planlagt, oplyser franske myndigheder ifølge Reuters Bureau. Flygtningelejren i Sangatte nær den franske ende af tunnelen, der forbinder England og Frankrig, skulle begynde at afvise nye flygtninge fra midt i denne måned. Til april næste år skal den lukkes helt ned. I øjeblikket huser lejren omkring 1800 flygtninge - primært afghanere og kurdere - og de franske myndigheder ønsker altså ikke, at dette tal bliver forhøjet, inden arbejdet med at sende beboerne hjem skal begynde. Beslutningen blev mødt med glæde i England. Her er myndighederne tilfredse med, at lejren ikke længere skal tiltrække flygtninge til Nordfrankring. Lejrens beboere har nemlig hidtil troet at deres asylansøgninger ville blive bedre behandlet i England og har derfor taget tunnelen til den anden side af kanalen.
Fransk flygtningelejr lukket før tid
Lyt til artiklen