Persson spiller højt spil om svensk regeringsdannelse

Lyt til artiklen

På valgaftenen 15. september var det en glad svensk statsminister, Göran Persson, der gjorde V-tegn og talte om fortsat tillid fra de svenske vælgere til hans regering. I dag, halvanden uge senere, er det langt mindre sikkert, at han fortsætter. For efter flere dages forhandlinger og en stadig mere intens nervekrig mellem den svenske politiks pendant til David og Goliat afbrød Perssons socialdemokrater onsdag alle forhandlinger med Miljöpartiet, både hvad gælder regeringsdannelsen og den finanslov, der skal fremlægges 8. oktober. Miljöpartiet har sammen med Vänsterpartiet været regeringens støttepartier siden 1998. Krav om ministerposter Det grønne parti, som med sine 4,6 pct. blev tungen på vægtskålen ved riksdagsvalget, har sat en høj pris på sin støtte: et krav om ministerposter. Men Göran Persson fastslog under valgkampen, at han ikke ville gå i en regering sammen med den såkaldte venstrefløj, Miljöpartiet og Vänsterpartiet. Taktisk spil De tre partier har tilsammen flertal, men Socialdemokraterne henviser til, at de gik til valg på at danne regering alene. »Vi har op til valget sagt, at hvis det bliver et spørgsmål om samarbejde, så handler det om en koalitionsregering«, siger Maria Wetterstrand, den ene af Miljöpartiets to partiledere, til avisen Dagens Nyheter. Göran Persson syntes først at tro, at det var et spil for galleriet, og at Miljöpartiet til syvende og sidst ville stå ved hans side. Persson undervurderede magthunger Men taktikeren Persson havde undervurderet partiets hunger efter regeringsmagt. Miljöpartiet har desuden klaget åbenlyst over Socialdemokraternes arrogance i regeringsforhandlingerne. Miljøpartiet i forhandling med de borgerlige I mandags begyndte Miljöpartiet derfor også at forhandle med den borgerlige blok, hvor det først og fremmest er Folkpartiet, Centern og Kristdemokraterne, man ser som mulige koalitionspartnere. De konservative, Moderaterna, har Miljöpartiet helt udelukket at gå i regering med. Men hvis de tre borgerlige partier og Miljöpartiet danner regering, bliver der tale om en mindretalsregering, der vil have brug for Moderaternas støtte. Tilbud om tre ministerposter I tirsdags fremlagde regeringen så et udspil, hvori man var parat til at imødekomme nogle af Miljöpartiets kernespørgsmål som stop for torskefiskeri og ændringer af skattepolitikken. Alligevel fortsatte Miljöpartiet med at forhandle med de borgerlige partier, der nu vejrer morgenluft. De skal have tilbudt Miljöpartiet tre ministerposter. Det var for meget for Socialdemokraterne, og på en pressekonference onsdag eftermiddag meddelte Göran Persson, at man har afbrudt alle forhandlinger med Miljöpartiet indtil videre. Strid om afstemning Bl.a. fordi partiet ifølge Persson har krævet, at en beslutning om eventuel svensk tilslutning til euroen udsættes til 2006. Socialdemokraterne ønsker en folkeafstemning om euroen næste efterår. »Det er overordentligt dumt at inddrage den slags spørgsmål i denne forhandling«, sagde Göran Persson. Tager stilling søndag Søndag samles Miljöpartiets partibestyrelse og repræsentanter for at tage stilling til de forskellige bud. Og på tirsdag skal Göran Persson afgive sin regeringserklæring og præsentere sine ministre i Riksdagen. Hvis han til den tid ikke har samlet nok støtte, dvs. mere end 175 mandater, må han gå til Riksdagens formand, der så vil indlede en partilederrunde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her