Engelsk skolepige får radiosender i armen

Lyt til artiklen

En 11-årig skolepige får som den første i Storbritannien indopereret en lille sender i armen, så hendes forældre kan holde øje med hende 24 timer i døgnet. Det sker, efter at to ti-årige piger i sidste måned blev bortført og myrdet. Men en sociolog kalder det dramatiske skridt for misbrug af teknologien. Han advarer om, at det er et udtryk for forældrenes frygt, som de overfører til børnene. Signaler via satellit 11-årige Danielle Duval fra Reading nær London får en mikrochip indopereret i armen. Den skal sende signaler, så hun altid kan spores via mobilnettet og det satellitbaserede globale positionssystem GPS. Danielle bliver ikke alene. Flere forældre har bedt professor Kevin Warwick fra Reading, som skal hjælpe Danielle, om at indpode deres børn med samme type sender. Professor Warwick siger, at senderen skal indpodes i enten armen eller maven: »En potentiel bortfører vil ikke være klar over, at barnet er udstyret med senderen. Og den kan slukkes, når der ikke er brug for den, så batteriet kan holde længere«, siger Kevin Warwick. Sendere i ure og armbånd Man kan allerede købe tilsvarende sendere i USA, hvor de er indfattet i ure eller i armbånd. Men et armbånd eller et ur kan tages af. Den britiske metode skal finpudses, men Danielle Duval får sin mikrochip på 2,5 centimeters længde indpodet inden jul. Professor Warwick har selv en mikrochip indopereret i armen i forbindelse med et forsøg på at spore nerveimpulser, som skal hjælpe lamme mennesker med at genvinde kontrollen over deres lemmer. God beskyttelse Det er Danielles mor, Wendy Duval, der har besluttet at gøre sin datter til forsøgsdyr: »Familien har diskuteret sagen efter den seneste bortførelse. Både vi og Danielle har brug for at føle, at hun er i sikkerhed hele tiden, og at hun i nødsfald kan blive fundet. Intet er fuldstændig ufejlbarligt, men mikrochippen vil være en god beskyttelse for hende«, siger Wendy Duval til dagbladet The Guardian. Hendes 11-årige datter Danielle siger: »Jeg vil komme til at føle mig meget mere i sikkerhed. Jeg vil vide, at mor hele tiden ved, hvor jeg er«. Wendy Duval afviser, at familien overreagerer: »En bil kan blive udstyret med en computer, så den kan spores, hvis den bliver stjålet. Så hvorfor ikke bruge samme princip, når det gælder børn«, spørger hun. Misbrug Hun får bestemt ikke medhold af dr. Frank Furedi, der er sociolog ved University of Kent i Canterbury og forfatter til bogen 'Paranoid Parenting': »Det er at misbruge teknologien til noget, den ikke er beregnet til. I stedet for at lære børnene at være selvstændige og at passe på sig selv, gør det dem mere afhængige af forældrene. De bliver forvandlet til babyer på 12-14 år. Det vil gøre forældrene til 24 timers vogtere. Det bliver som en besættelse for dem. Og det er alligevel ikke 100 procent effektivt, så teknologien vil også give en falsk tryghed«, siger Frank Furedi. Paranoia Han mener, at det er endnu et led i den paranoia, som den såkaldte forældreindustri har skabt de seneste år. Det er behandlersamfundet og forretningsfolk, som gør forældrene mere og mere bekymrede til trods for, at børnene aldrig har haft det så sikkert. Mistænksomhed »Forældrene er så bange, at de går helt fejl af den virkelige situation. I samfund som USA og til dels også Storbritannien er der så stor mistænksomhed, at forældrene tror på hvad som helst. Det er endnu ikke helt så galt i Skandinavien, men det kan komme, for I er ofte tre-fire år bagud«, siger Frank Furedi. Han tilføjer: »Derfor er det nødvendigt at tage skarp afstand fra at indpode mikrochip i sine børn. Min seks-årige søn skal ikke have en. Og han har ellers fulgt bortførelsessagen i nyhederne. Han kender endda de dræbte pigers navne. I gamle dage brugte de eventyr til at skræmme børnene. I dag har vi tv-nyhederne. Forskellen er, at vi også skræmmer os selv«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her