Millioner af borgere i de øst- og centraleuropæiske lande kom fredag endnu et skridt hen imod et medlemskab af EU, da unionens 15 udenrigsministre holdt møde i Helsingør. Ministrene traf ikke nogen egentlige beslutninger, da mødet er uformelt, men de lovede hinanden, at tidsplanen for EU's udvidelse står ved magt, og at aftalen om at optage op til ti nye lande vil blive underskrevet på topmødet i København til december. Ingen nye problemer »Der dukkede ikke nogen nye problemer op. Men vi er tæt ved at skulle træffe den endelige beslutning. Vi ved, hvor problemerne ligger. Nu skal vi bare gøre arbejdet færdigt«, siger udenrigsminister og fungerende EU-formand, Per Stig Møller (K). Det seneste EU-topmøde i Sevilla i juni fastlagde tre faser frem til topmødet i København. Den første er overstået. Her skulle alle forhandlinger om ikke-budgetmæssige kapitler overstås. Planen er stort set holdt. Næste fase løber frem til starten af november. Her skal de 15 EU-lande blive enige om, hvilke konsekvenser udvidelsen må få for EU's økonomi. Herefter skal den endelige aftale om optagelsen forhandles på plads med de 10 ansøgerlande. Men selvom tidsplanen er stram er både Per Stig Møller og EU's udvidelseskommissær, Günter Verheugen, overbeviste om, at planen holder. Realistisk »Det var et vigtigt møde i dag. Alle bekræftede, at vi fastholder tidsplanen, og at den er realistisk. Vi ved præcis, hvad vi skal gøre, og hvornår vi skal gøre det«, siger Günter Verheugen. På mødet drøftede de 15 ministre alle udestående problemer, der skal løses inden december. Og der er nok at tage fat på. Flere lande, med Tyskland i spidsen, frygter, at især EU's udgifter til landbrugspolitikken vil eksplodere, når de nye lande optages. Og det er tvivlsomt, om Tyskland allerede på topmødet sidst i oktober vil lægge sig fast på en aftale om budgettet. Men den truende strid om EU's budgetter kommer ikke til at bremse udvidelsen, mener Per Stig Møller. »Jeg tror ikke, at nogle enkelte regeringer vil stoppe udvidelsen. Der kan være spørgsmål om timing, men i Sevilla blev vi enige om, at forhandlingerne om budgettet skal være klar til november. Jeg hørte ingen spørgsmålstegn i dag ved disse konklusioner«, siger Per Stig Møller. Ud over de ti lande, der står på spring til at blive optaget i EU til december, har Bulgarien og Rumænien også indledt forhandlinger, men de vil ikke få en invitation i denne omgang. »Rumænien og Bulgarien mener ikke selv, at de vil blive inviteret, men vi vil holde døren åben for dem, så de ved, at de er velkomne i den europæiske familie«, siger Per Stig Møller. Godt naboskab Med udvidelsen er det blevet endnu vigtigere for EU at have et godt forhold til kommende nabolande. EU's udenrigskommissær, Chris Patten, og den udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, fremlagde på mødet et papir om, hvordan forholdet til Ukraine, Moldavien og Hviderusland kan styrkes og med forslag til, hvordan EU kan være med til at fremme deres demokratiske udvikling. Desuden er det vigtigt for EU at sikre sig en effektiv bevogtning af den kommende fælles grænse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























