Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Saudi-Arabien presser USA på pengepungen

Lyt til artiklen

Saudi-Arabiens uhyggeligt rige prinser og oliesheiker er blevet skræmt af den nære allierede USA's stigende kritik af kongedømmet. Prinserne og sheikerne raser også over, at slægtninge til 900 ofre for terrorangrebet på USA 11. september har anlagt sag mod Saudi-Arabien og kræver erstatning. De vrede saudiarabere har derfor trukket milliarder af dollar ud af USA. Dét afviser et ledende medlem af den saudiske kongefamilie, prins Al-Waleed, dog torsdag. »Tværtom, så investerer jeg lige nu i flere amerikanske selskaber«, sagde han. Det var den britiske avis Financial Times, der onsdag skrev, at saudiske investorer har trukket mellem 100 og 200 milliarder dollar ud af USA af frygt for, at deres værdier vil blive indefrosset. »Der er ingen beviser for det«, siger nevøen til den saudiske kong Fahd. »Jeg har læst Financial Times og blev overrasket. Mine informationer fortæller mig, at intet af dette er korrekt«, siger han til BBC. Nogle har måske valgt at trække sig ud, men "jeg fastholder alle mine (investeringer), og faktisk også øger mine andele i visse amerikanske selskaber«, siger prins Al-Waleed. Investerer tusinvis af milliarder Kongedømmets investeringer i udlandet er en lyssky affære, men amerikanske finansanalytikere anslår, at saudiarabere har investeret mellem 400 og 600 milliarder dollar - fra 3.000 til 4.500 milliarder kroner - i USA. Saudierne overfører nu penge fra USA til blandt andet europæiske banker i en lind strøm ifølge den britiske avis Financial Times. Det anslås, at mellem 100 og 200 milliarder dollar - 750 til 1.500 milliarder kroner - i de seneste måneder er ført ud af USA. Det svarer til omkring halvdelen af USA's årlige forsvarsbudget. Nære allierede På grund af Saudi-Arabiens olierigdomme har amerikanerne og saudierne i årtier været nære allierede. USA har set igennem fingre med overtrædelser af menneskerettighederne og manglen på demokrati. Det ændrede terrorangrebet 11. september på. 15 ud af 19 flykaprere var saudiere, og lederen af terrororganisationen al-Qaeda, Osama bin Laden, stammer også fra Saudi-Arabien. Bin Ladens familie har store investeringer i USA. Både neokonservative, som er tæt på præsident George W. Bush, og liberale kritiserer saudiaraberne ud fra vidt forskellige forudsætninger. Begge parter kræver imidlertid et opgør med det saudiarabiske diktatur. Selv præsidentens rådgivere og eksperter diskuterer åbenlyst, at man efter Irak bør rette søgelyset mod den arabiske halvø. Et demokratisk Irak og Rusland kan opveje manglende olieleverancer fra Saudi-Arabien. De mest ivrige kritikere af kongedømmet i Riyadh foreslår, at man løsriver den olierige østprovins. Sagsanlæg For en uge siden anlagde efterladte for ofrene fra 11. september et civilt søgsmål mod den saudiarabiske elite, som beskyldes for at have finansieret terrorhandlingen via banker og velgørenhedsorganisationer. Sagsanlægget går helt til tops og nævner eksempelvis medlemmer af den kongelige familie, heriblandt den tredjehøjest rangerende i kongedømmet, forsvarsminister prins Sultan. Sagsøgerne kræver, at saudiarabiske indeståender i USA fastfryses. I Saudi-Arabien er man særdeles stødt over både kritikken og sagsanlægget. Det saudiarabiske diktatur er særdeles ømskindet, når det gælder kritik udefra. Saudiarabiske økonomer og kommentatorer har udtalt til internationale medier, at en total tilbagetrækning af investeringer i USA kunne blive en konsekvens af kritikken og sagsanlægget. Investeringerne er især foretaget i fast ejendom, aktie- og obligationsmarkedet samt private virksomheder. Saudierne spreder nu deres indestående i amerikanske banker mere, og det nyder især europæiske banker godt af ifølge Financial Times. Tilbagetrækningen af saudiernes penge kan også have medvirket til det nuværende pres på dollaren, en tendens, som vil blive yderligere styrket, hvis de efterladtes retssag bliver til noget, og endnu flere saudiarabiske investeringer trækkes ud af USA.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her