Bilbombe kan føre til forbud mod ETA´s politiske gren

Lyt til artiklen

Den bilbombe, der søndag aften dræbte to og sårede adskillige, kan føre til et forbud mod ETA's politiske gren Batasuna. Kritikere af den linje frygter, at det kan øge rekrutteringen til den voldelige baskiske separatistbevægelse. Mandag var der i mange byer tavse protester og demonstrationer efter at en bilbombe, der efter alt at dømme var anbragt af den baskiske terrorgruppe ETA, søndag aften dræbte en pige på seks år og en spansk turist på 57. Håb om våbenhvile sprængt Så sent som i weekenden forlød det ellers, at ETA overvejede at opgive sin terroristvirksomhed og muligvis erklære våbenhvile, som det skete for fire år siden. Men med attentatet søndag aften omkring 20.30 i badebyen Santa Pola, 17 km syd for Alicante sprængte ETA ethvert håb i stykker om, at separatistgruppen har i sinde at opgive sin mere end 30 år lange voldelige kamp for at få løsrevet Baskerlandet fra det øvrige Spanien. Støtte parti har ikke fordømt attentat Alle politiske partier i Spanien og Baskerlandet, bortset fra ETA's støtteparti Batasuna, har fordømt attentatet i Santa Pola. Batasuna, der i Nordirland svarer til Sinn Fein, har aldrig taget afstand fra ETA's voldelige metoder, selv om partiet påstår, at det kun kæmper med demokratiske midler for at opnå baskisk selvstændighed. For nylig fik den borgerlige spanske regering gennemført en ændring af loven om politiske partier. Og regeringen og det konservative parti vil bruge søndagens attentat til at få Batasuna forbudt, hvis ikke partiet klart distancerer sig fra terrorhandlinger. Vil forbude støtteparti Derefter er det op til domstolene at afgøre, om Batasuna og ETA er to alen ud af ét stykke. Regeringen og et flertal i parlamentet i Madrid mener, at et forbud mod Batasuna vil være et skridt på vejen mod ETA's endeligt. Omvendt frygter den baskiske moderate nationalistregering, at det vil få flere til at sympatisere med de radikale separatister og få ETA til at reagere med endnu flere attentater. Også mod spanske turistområder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her