De fleste irakere vil af med den diktatoriske præsident Saddam Hussein. Der vil være dele af militæret, som er parat til at vælte Hussein og hans følgesvende. Men de skal se ham død, før de tør gribe magten. Ellers vil de heller ikke være sikre på, at USA mener truslerne alvorligt. Det siger kurderen Fazil Kawani. Han flygtede fra Saddam Husseins styre i 1979 og har siden fulgt udviklingen i Irak fra London, hvor han er kommunikationsdirektør for Refugee Council. »Saddam Hussein har dræbt tusindvis af uskyldige civile i Irak i de over 20 år, han har været ved magten. Han har ødelagt landsbyer og undertrykt sit folk. Han har ført krig mod naboerne. Mange vil være glæde for at se ham afsat. Men irakerne er bange for ham. De er nødt til at se hans lig for at blive overbevist om, at hans magt er brudt«, siger Fazil Kawani. Advarer Han støtter George Bushs og Tony Blairs udtalelser om, at der skal ske et systemskifte i Irak. Men Fazil Kawani advarer om, at et fælles amerikansk/britisk angreb skal rettes mod Hussein og hans specialstyrker i den republikanske garde. Det skal være veltilrettelagte angreb, hvor de civile tab er minimale, for det må endelig ikke udvikle sig til en krig mod det irakiske folk med tusindvis af dræbte civile til følge. Det bliver ikke ligetil at vælte Saddam Hussein, for han er en overlever. Hans magtbase er middelklassens sunnimuslimer, som han omgiver sig med. De er modstandere af shiamuslimerne og kurderne. Men selv blandt sunnimuslimerne er der en socialt interesseret venstrefløj, der er imod ham. »Irak er et rigt land, og der er brugt mange penge på massedestruktionsvåben. Så der er ikke mulighed for at vælte ham inde fra ved en revolution. Det prøvede både kurderne i nord og shiamuslimerne i syd i 1991, da han havde tabt Golfkrigen. Men Saddam Hussein slog dem ned. Uden hjælp ude fra er det umuligt at blive af med ham«, konstaterer Fazil Kawani. Effektive efterretninger Hussein omgiver sig i toppen af militæret med sunnimuslimske officerer fra sin egen stamme. Og han har et effektivt efterretningssystem, som overvåger officererne og med jævne mellemrum iscenesætter falske militærkup for at teste deres loyalitet. De, der springer med på 'kupvognen', bliver henrettet. »Han er en kløgtig overlever. Men der er modstandere af ham i militæret. Hvis USA begynder at bombe Saddams specialtropper i Den Republikanske Garde, vil det give mulighed for et kup. Altså både en oprejsning, støttet af Vestmagterne, fra nord og syd, men der kan også blive et kup i militæret. Hvis hans officers-modstandere er overbeviste om, at USA mener det alvorligt denne gang, så kan situationen hurtigt ændre sig. Så kan en af hærgeneralerne kuppe sig til magten, som det er tradition i Irak. Saddam Hussein kom også til magten ved et kup«, påpeger Fazil Kawani. Men den nye leder får ikke lov til at sidde længe. Vestmagterne vil være interesserede i at indsætte en civil regering, der bringer de forskellige fraktioner sammen i en føderal regering. »Det viste konferencen i London for to uger siden, der blev ledet af Iraqi National Congress. Her kom repræsentanter fra en stribe eksilgrupper, der er støttet af både USA og Storbritannien. Iraqi National Congress er anført af den tidligere bankmand Ahmad Chalabi. Han har levet i eksil uden for Irak i mange år, så der er ingen derinde, der kender ham. Men han har en stor stjerne hos CIA, der har givet INC mange penge. Så det vil være oplagt, at han bliver sat til at lede en samlingsregering«, mener Fazil Kawani. Deling »Hvis Irak forbliver et samlet land, vil sunnimuslimerne altid have magten. De er de mest magtfulde og veluddannede, især omkring hovedstaden Bagdad. Hvis Irak bliver delt i tre, er det en anden sag. Så bliver der en kurdisk stat i nord, en sunnimuslimsk i midten og en shia-muslimsk i syd. Men det tror jeg ikke vil ske. Alle nabolandene er imod. Hverken tyrkerne eller iranerne ønsker et kurdisk hjemland, for så vil de få problemer med de millioner af kurdere, der lever i de to lande. Og de sunniarabiske nabolande som Syrien og Kuwait vil ikke bryde sig om, at shiamuslimerne kommer til at regere det sydlige Irak, for shiaerne har tætte forbindelser til den iranske revolution«, siger Fazil Kawani. En samlingsregering skal bestå af repræsentanter fra de mange fraktioner, der er både inden for kurderne, sunnimuslimerne og shiamuslimerne. Det skal være som den afghanske model, hvor alle stammer får indflydelse. »Amerikanerne er nødt til at få sådan en samlingsregering til at virke. Ellers bliver der ingen holdbar langsigtet løsning for et samlet Irak. Og overgangen skal ske under FN's overvågning«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Leder af Christian Jensen




























