Den militante islamiske gruppe Hamas har truet med hævn efter at en israelsk kommandogruppe i aftes dræbte en af de mest eftersøgte Hamas-aktivister i udkanten af Nablus på Vestbredden. »Attentatet vil øge Hamas' beslutning om at fortsætte Jihad og modstanden. Hamas vil aldrig glemme sine martyrers blod«, siger Hamas' repræsentant i Gaza, Ismail Haniyah, til det britiske nyhedsbureau Reuters. Stod bag terrorangreb Den dræbte, 26-årige Muhanad Taher, var kommandant i den militære gren af den militante Hamas-organisation, og han stod i følge israelsk radio bag drabet på mindst 117 israelere under blodige terrorangreb. Taher gøres bl.a. ansvarlig for en massakre på stranden i Tel Aviv for over et år siden, et angreb på et hotel i feriebyen Netanya i foråret og senest en selvmordsbombe mod en bus i Jerusalem, hvor 19 blev dræbt. Israel rykker ind i Rafah Samtidig med drabet på Hamas- kommandanten sendte den israelske hær panservogne ind i byen Rafah på Vestbredden. Palæstinensiske sikkerhedskilder sagde til nyhedsbureaet Reuters , at panserkøretøjerne og en bulldozer trængte 300 meter ind i Rafah, mens andre palæstinensiske kilder oplyste, at en 16-årig dreng mistede livet ved Deheisheh-flygtningelejren nær Betlehem på Vestbredden, da israelske soldater åbnede ild. Israel fjernede ulovlige bosættelser I går fjernede den israelske hær 11 uautoriserede jødiske bosættelser fra palæstinensiske områder på Vestbredden efter ordre fra forsvarsminister Binyamin Ben-Eliezer. De fleste af bosættelserne er nogle barakker forbundet med en grusvej og ligger på områder, hvor de israelske myndigheder ikke har givet tilladelse til bosættelser.
Hamas truer med hævn efter drab på Hamas-medlem
Lyt til artiklen