Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Bush kræver nye palæstinensiske ledere

Lyt til artiklen

Den amerikanske præsident, George Bush, støtter en midlertidig palæstinensisk stat, men kun, hvis det bliver med en ny og anderledes palæstinensisk ledelse end Yassir Arafats. Det sagde den amerikanske præsident mandag aften i en tale fra plænen ved Det Hvide Hus, hvor han fremlagde et længe ventet fredsinitiativ for Mellemøsten. »Når det palæstinensiske folk har fået nye ledere, nye institutioner og nye sikkerhedsarrangementer med deres naboer, vil USA støtte etableringen af en palæstinensisk stat«, sagde Bush. Midlertidig stat Bush sagde videre, at hvis der skal være fred i Mellemøsten, "forudsætter det en ny og anderledes palæstinensisk ledelse" end Yassir Arafats. Præsidenten sagde, at den nye stats grænser og visse aspekter ved dets suverænitet vil være foreløbige, indtil de er endelig aftalt. Hvide Hus-embedsmænd sagde, at hvis betingelserne opfyldes, kan den midlertidige stat være en realitet i løbet af halvandet år, mens den permanente palæstinensiske stat kan udråbes om tre år som led i en Mellemøst-fredsaftale. Arafat har lovet valg Palæstinensernes præsident Yassir Arafat har netop lovet, at der bliver valg til præsidentposten og til parlamentet i begyndelsen af 2003. Både parlamentets og Arafats mandat udløb i maj 1999, da overgangsordningerne i selvstyreaftalerne med Israel efter planen skulle afløses af en permanent løsning på konflikten. Israel skal afholde sig fra bosættelser I talen opfordrede Bush samtidig Israel til at tage konkrete skridt til at medvirke til virkeliggørelsen af en palæstinensisk stat. Israel bør afholde sig fra nye bosættelser i besatte områder, trække sig tilbage fra områder, som er indtaget siden den 28. september 2000 og frigive indefrosne palæstinensiske værdier, fastslog Bush. Bush kræver Arafats afgang efter selvmordsbomber Bush ville oprindelig have holdt sin tale i sidste uge, men det blev forsinket på grund af nye palæstinensiske selvmordsbombeangreb. Kilder i Det Hvide Hus siger til det britiske nyhedsbureau Reuters, at sidste uges to palæstinensiske selvmordsangreb i Jerusalem fik præsidenten til at stramme sin tale og kræve Arafats afgang. »Når du bliver skuffet igen og igen af det palæstinensiske lederskab, og når du igen og igen får beviser på, at de ikke gør alt, hvad de kan, for at bekæmpe terror... så kommer du til den konklusion, at det er nødvendigt med et nyt lederskab, hvis der skal opnås resultater«, siger en embedsmand til Reuters.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her