Udvidelsen af EU kan fortsætte uanfægtet, selv om EU-landene måtte beslutte at udskyde et vigtigt topmøde i oktober nogle få dage af hensyn til Tyskland. Det vurderede Spaniens udenrigsminister, Josep Pique, efter vedholdende forlydender om, at den tyske regering arbejder på at få flyttet oktober-topmødet i Bruxelles under dansk EU-formandskab. »Hvis det er nødvendigt, ser jeg ikke nogen problemer i at udskyde nogle få dage«, sagde Pique på et pressemøde fredag under EU-topmødet i Sevilla. »Det vigtigste er, at der ikke opstår forsinkelser (for EU-udvidelsen, red.)«, sagde han. Den spanske minister understregede, at den danske regering, så vidt han vidste, ikke har fået en henvendelse fra noget EU-land med ønske om at udskyde oktober-topmødet til november. »Så vidt jeg ved, er det stadig hensigten at opretholde tidsplanen«, sagde Josep Pique. Tyskere flytteivrige Den tyske regering har gjort klart, at planen om, at EU-landene på oktober-topmødet skal nå til indbyrdes enighed om regningen for EU-udvidelsen, passer tyskerne dårligt. De ønsker mere tid efter det tyske valg til Forbundsdagen 22. september, så en ny regering kan være på plads, inden den politisk følsomme strid om EU-udvidelsen skal tackles. Derfor er Tyskland angivelig ivrig efter at flytte topmødet den 24. og 25. oktober til første halvdel af november.
Spanien: Møde kan flyttes uden at forstyrre udvidelse
Lyt til artiklen