Masaierne synes det er synd for USA

Lyt til artiklen

Et masaisamfund i Kenya havde indtil for nylig intet hørt om angrebene på USA 11. september, men da en af deres egne vendte hjem fra New York med en øjenvidneberetning, reagerede masaierne prompte. De skænkede USA den prægtigste af alle gaver: køer. Masaikriger og lægestuderende Kimeli Naiyomah var på et studieophold i New York, da byen 11. september blev ramt af det tragiske terrorangreb, som lagde World Trade Center i ruiner og kostede omkring 3.000 menneskeliv. Da han for nylig vendte hjem til Kenya, opdagede han, at flere af hans venner og slægtninge i landsbyen ikke vidste noget om begivenheden. Nogle havde hørt om angrebet i radioen, men de færreste havde haft mulighed for at se de rystende tv-billeder, som gik verden rundt, da der ikke er tv i ret mange af landsbyens lerklinede hytter. Beretning vakte medfølelse Kimeli Naiyomah måtte derfor fortælle sine stammefæller, hvad der egentlig var sket - om de brændende huse, der var så høje, at man blev dræbt på stedet, når man sprang ud, om røgdykkere, der satte livet på spil for at redde andre. Hverken skyskrabere eller brandbiler er hverdagskost for Kenyas masaier, men beretningen om de lidelser, som ofrene for angrebet blev udsat for, gjorde et stærkt indtryk. Hyrde- og nomadefolket besluttede sig på stedet for at hjælpe amerikanerne og vise deres dybeste medfølelse. Ambassadør fik overrakt køer I søndags havde masaierne derfor bedt USA's fungerende ambassadør i Kenya, William Brancick, om at møde op i deres landsby tæt på grænsen til Tanzania som repræsentant for det amerikanske folk. Her overrakte stammefolket Brancick en gave af næsten svimlende omfang og værdi: 15 køer. »Det her er den ypperligste gave, en masai kan give«, sagde Kimeli Naiyomah til nyhedsbureauet Reuters, mens køerne muhede, og den amerikanske nationalmelodi blev afspillet. »Jeg vidste, at mit folk var barmhjertigt. De kan være frygtindgydende og livsfarlige, når de bliver provokeret, men de græder også nemt over andre folks smerte«. Flere af de fremmødte masaier havde medbragt røde bannere med teksten: »Amerikanere, vi skænker jer disse køer for at hjælpe jer«. Køer vil blive omsat til masaikunst William Brancick forklarede i sin takketale, at det nok ville blive for omstændeligt for ambassadens personale at fragte høvederne helt til USA, og at man derfor agtede at sælge dem på et marked og for pengene indkøbe masai-kunsthåndværk, som skal vises på en udstilling i New York til ære for ofrene for 11. september. Køer er hellige dyr for masaifolket, som normalt betragter enhver anden beskæftigelse end kvægavl som pjank, der ikke er en voksen mand værdigt. Alligevel var det netop Kimeli Naiyomahs stammefæller, som for fem år siden skillingede sammen, så han kunne uddanne sig til læge i USA. Planen er, at han efter endt uddannelse skal vende tilbage og fungere som landsbyens læge. Naiyomah var stolt over sit folks gave til USA's sørgende befolkning, men mente ikke, at hans egen rolle i den fornemme gestus var noget at snakke om. »Som kriger er jeg vant til at reagere på nødsituationer derhjemme«, sagde han. »Når en tragedie rammer, og krigsråbet lyder, forventes det af en kriger, at han reagerer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her