Bushs nye superministerium skal bekæmpe terrorister

Lyt til artiklen

Efter at Det Hvide Hus i ugevis har afvist tanken om, at der skulle oprettes et specielt ministerium til at koordinere kampen imod terrorisme på amerikansk jord, dukkede USA's præsident George W. Bush pludselig op på tv-skærmen tidligt fredag morgen dansk tid og foreslog netop det. Bush vil oprette et superministerium, der bliver døbt ministeriet for fædrelandets sikkerhed og får over 169.000 ansatte og et budget på 300 milliarder kroner. I takt med at kongreshøringer og medierne afslører, at de forskellige sikkerhedstjenester samt efterretningstjenesten CIA og forbundspolitiet FBI slet ikke samarbejdede op til terrorangrebet 11. september, er kravet om en koordinering af kampen mod terroren øget. Mest omfangsrige omstrukturering i 60 år Der er tale om den mest omfangsrige omstrukturering af det kolossale forbundsbureaukrati, siden præsident Harry Truman i 1940'erne skabte forsvarsministeriet, Central Intelligence Agency (CIA) og det nationale sikkerhedsråd. De forskellige sikkerhedsorganer har været spredt over en halv snes ministerier. Med oprettelsen af det nye ministerium vil departementer som administrationen for transportsikkerhed, det civile bio-forsvarsforskningsprogram og kystvagten blive samlet under én paraply. Giuliani med i opløbet Tom Ridge, der i øjeblikket leder Det Hvide Hus' kontor for fædrelandets sikkerhed, er favorit til den nye ministerpost. Hvis Ridge ikke ønsker jobbet, vil præsidenten muligvis bede New Yorks tidligere borgmester, Rudy Giuliani om at gå ind i regeringen. Skal fange terrorister Ministeriet får ansvaret for at fange terrorister ved USA's grænser, i lufthavne og havne samt hindre, at oplysninger, der kan hindre terrorangreb, undslipper myndighedernes blik. FBI og CIA, der har hovedansvaret for at holde øje med og bekæmpe terrorister, lægges ikke ind under det nye ministerium. Det bliver op til Det Hvide Hus og den nye fædrelandsminister at sørge for, at alle organisationer, der skal hindre terrorhandlinger på amerikansk jord og mod amerikanere, får del i alle oplysninger om potentielle trusler. Skal styrke Bush »Jeg mener ikke, at vi kunne have gjort mere for at hindre rædslerne 11. september«, sagde Bush i sin tv-tale. »Men vi ved, at tusinder af trænede mordere planlægger at angribe os, og på grund af denne forfærdelige viden må vi handle anderledes«. Planen skal demonstrere, at bekæmpelsen af terrorisme er Bushs hovedmål. Forslaget bliver offentliggjort, samtidig med at kongresafhøringer - både for åbne og lukkede døre - forsøger at komme til bunds i, hvorfor myndighederne ikke var i stand til at hindre terrorangrebet mod USA 11. september. Koks i CIA og FBI Kongressen diskuterer også egne lovforslag om oprettelsen af et ministerium for sikkerhed, og Bush ønskede at komme Kongressen i forkøbet. Præsidentens forslag er langt mere vidtgående end nogen af de initiativer, som Kongressen har debatteret. I de seneste uger har amerikanske medier afsløret, at FBI og CIA havde flere tråde, som måske kunne have ført til en pågribelse af flykaprerne bag 11. september. De delte imidlertid ikke oplysningerne. FBI kan ikke lide computere Kun få timer inden Bushs tale fortalte FBI-agenten Coleen Rowley fra Minneapolis om hakkeordenen i forbundspolitiet, og om hvordan FBI eksempelvis var fjendtligt indstillet over for computere, fordi mange agenter ikke er i stand til at bruge dem. Det var Rowley, som 21. maj sendte et brev til FBI-direktør Robert Mueller, fordi FBI hindrede en tilbundsgående undersøgelse af den 20. flykaprer, Zacarias Moussaoui, inden 11. september. Amerikanske kommentatorer sagde fredag, at Bushs udmelding skal fjerne opmærksomheden fra kongreshøringerne og myndighedernes fejltagelser op til 11. september.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her