Mor i fængsel fordi døtrene pjækker

Lyt til artiklen

To britiske skolepiger pjækkede så meget fra undervisningen, at retten sendte deres mor i fængsel i to uger, fordi hun ikke sørgede for at opdrage dem ordentligt. Det vil ikke ske mere, lover moderen efter et »forfærdeligt, absolut forfærdeligt« ophold bag tremmer. Pigerne, Jackie på 13 og Emma på 15 år, har skulket grundigt. Af de seneste 190 skoledage indtil februar i år havde Emma kun deltaget i undervisningen 55 dage, eller 29 procent af tiden. Jackie havde mandet sig op til 64 skoledage af de 190, hvilket er 34 procent. Det blev den lokale kommuneskole så træt af, at den anmeldte pigernes mor, 43-årige Patricia Amos. Retten brugte et nyt regelsæt fra juni 2000 til at idømme moren 60 dages fængsel, hvilket senere blev reduceret til 28 dage. Det er første gang, en forældre er blevet sendt i fængsel efter de såkaldte forældreregler. Forældres ansvar Ifølge reglerne kan forældre gøres ansvarlige for, at børnene bliver opdraget, så de ikke bliver antisociale eller kommer på kant med loven. Forældre kan blive indkaldt til konsultationer, og de kan idømmes bøder og i sidste ende fængsel, hvis retten skønner, at de ikke opdrager børnene ordentligt. Efter de to uger i spjældet var det en meget brødebetynget mor, der optrådte i BBC Radio og på tv. Patricia Amos skammer sig over, at hun har svigtet sine døtre. Nu vil hun støtte dem »hele vejen«. »Hele oplevelsen har fået mig tilbage i virkelighedens verden. Der er visse ting, der bare skal gøres her i livet, og at gå i skole er en af dem. Jeg har lært, at børnene skal i skole, og at det er mig, der skal sende dem af sted. De fortjener en uddannelse, og jeg skal nok sørge for, at de får den«, lover Patricia Amos. Hun siger, at det begyndte at gå galt for tre år siden, da hendes mor døde. Patricia Amos har fem børn med tre forskellige mænd, og det var altid hendes mor, der passede børnene. »Jeg betragtede mine døtre som søstre. Og jeg følte ikke noget forældreansvar over for dem. Derfor gik det galt«, forklarer Patricia Amos. Hun har også haft problemer med stofmisbrug, men det er hun angiveligt kommet ud af for halvandet år siden. Fængslingen har også være en lærestreg for døtrene, siger den ældste, Cerry på 25 år: »Pigerne elsker deres mor mere end noget andet. Hun er hele deres verden. Og det er gået op for dem, hvad der er sket, og hvad årsagen er«, siger Cerry. Virker andre steder Virkningen har spredt sig langt ud over den lille familie i Banbury i det sydlige England. David Hart, der er generalsekretær i skoleinspektørernes landsforening siger, at fængslingen har haft »øjeblikkelig virkning«. »Det er tydeligt, at børn, der har været væk længe, er begyndt at dukke op igen i mange skoler. Det er ikke et tilfælde. Det skyldes fængslingen. Nu er det op til gudernes vilje, om det får en langsigtet virkning«, siger David Hart til avisen The Independent.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her