Næste valg skal vindes på lov og orden

Lyt til artiklen

Bandecheferne ude i beton-ghettoerne har fået sig en ny fjende, en mand der ved, hvad han vil, og som ikke ryster på hånden. Nicolas Sarkozy, 47, er udnævnt til at lede Frankrigs nye superministerium for 'indre sikkerhed'. Dermed opfylder Jacques Chirac det første af de løfter, han gav vælgerne under valgkampen. Det pågældende ministerium har hidtil været kendt som indenrigsministeriet, men nu skal der andre boller på suppen. Valget viste, at borgernes største frygt er fornemmelsen af, at Frankrig er blevet et mere farligt land at leve i. Dén frygt skal Nicolas Sarkozy mane i jorden. Han får større beføjelser end nogen af sine forgængere. De mere vidtrækkende love, han har på bedding, kan dog ikke vedtages, medmindre de borgerlige, anført af Chirac, vinder valget til nationalforsamlingen i næste måned. Så sker der noget Men Sarkozy har travlt. Og med dekreter kan man komme langt. Det ventes, at han meget hurtigt vil beordre aktioner mod bandeuvæsenet, der hærger så mange franske byer. Det vil give dramatiske billeder i tv og give vælgerne indtrykket af, at nu er der endelig nogen, der gør noget ved det. Efter et sejrrigt valg kan man bl.a. vente en lov, der vil genindføre opdragelsesanstalter for mindreårige. Og lovens hammer skal falde, så snart forbrydelsen er begået. Endnu et løfte til de opskræmte vælgere. En skuffet mand Alle andre end Nicolas Sarkozy ville vel have været smigret over at få overladt den opgave, som ligger den nyvalgte præsident mest på sinde. Men Sarkozy er en skuffet mand. Han havde regnet med at blive premierminister i stedet for den stort set ukendte Jean-Pierre Raffarin. Mens dels var Chirac ræd for, at Sarkozy lå for langt til højre, dels var han højst irriteret over den skråsikre måde, hvorpå Sarkozy havde markedsført sig selv som kandidat til posten som regeringschef. Som et plaster på den sårede forfængelighed er Nicolas Sarkozy officielt gjort til nr. 2 i den nye regering. Selv er han ikke et sekund i tvivl om, at han bliver dens »stærke mand«. Ikke bare banditterne skal tage sig i agt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her