Israelske tanks er støttet af kamphelikoptere trængt ind i den delte by Hebron på Vestbredden. Ni palæstinensere er blevet dræbt under den israelske fremrykning. Øjenvidner beretter ifølge avisen Ha'aretz, at israelerne åbnede ild med maskingeværer, og at der udover de dræbte er 20 sårede. De fleste blev såret, da kamphelikoptere affyrede missiler mod det lokale selvstyrekontor. 'Ikke rettet mod selvstyre' Fremrykningen sker som følge af et angreb på en jødisk bosættelse i Adura lørdag, hvor fire israelere blev dræbt. »Hæren har indledt en aktion i byen, der er rettet mod arrestationen af terrorister. Aktionen ventes at slutte efter kort tid og er ikke rettet mod det palæstinensiske selvstyre«, siger en talsmand fra den israelske hær. Kort før daggry rykkede israelerne fra to retninger ind i byen og indførte udgangsforbud for beboerne i byen. 17 anholdt Den israelske hær siger, at den er på jagt efter mistænkte, våben og sprængstoffer, og sent mandag eftermiddag havde israelerne ifølge den israelske avis Ha'aretz arresteret 17 militante palæstinensere. Angrebet mod Hebron sker samtidig med, at den måneder lange belejring af Yassir Arafats hovedkvarter i Ramallah så ud til at nå en afslutning. Ja til amerikansk forslag Ifølge israelsk presse har Israel og USA tilsyneladende indgået en aftale om at Israel lader Arafat forlade Ramallah mod til gengæld at få USA's opbakning angående FN-missionen. Begge parter i konflikten har accepteret et amerikansk forslag om, at britiske og amerikanske vagter overtager ansvaret for seks eftersøgte palæstinensere, der befinder sig i hovedkvarteret i Ramallah, og hvoraf de fire er dømt for drabet på den israelske turistminister Ze'evi. »Formand Arafat er nu fri til at rejse, fri til at lede (sit folk), og det forventer vi, at han gør,« siger USA's præsident Bush. De seks vil i løbet af to dage blive overflyttet til et britisk bygget palæstinensisk fængsel i Jeriko, hvor briterne og amerikanerne vil vogte fangerne. Forsvarsminister: Arafat kan rejse Den israelske forsvarsminister Binyamin Ben-Eliezer siger, at de israelske styrker vil trække sig ud af Ramallah, så snart fangerne er blevet flyttet til Jeriko. »Men allerede i dag kan Arafat rejse, hvorhen han vil«, siger den israelske forsvarsminister. Palæstinenserne venter Men det israelske tilbud bliver ikke benyttet af Arafat. Palæstinenserne er overbevist om, at israelerne vil storme hovedkvarteret og tage de seks fanger med sig, hvis Arafat forlader Ramallah inden fangerne. Ud over Ze'evis drabsmænd, der alle er medlemmer af Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, er der tale om formanden for samme organisation, Ahmed Saadat, og PLO's kassemester Fuad Shubaki, som Israel holder ansvarlig for indkøbet og planlægningen af smuglerskibet 'Karine A', der i januar blev opbragt af israelske kommandosoldater i Det Røde Hav, lastet med 50 ton våben, sprængstof og ammunition til de palæstinensiske selvstyreområder. 15 civile på vej ud af Fødselskirken Bush har kaldt søndag for en dag 'fuld af håb' i Mellemøsten, men samtidig er forhandlingerne omkring de indespærrede i Fødselskirken i Betlehem brudt sammen. Dog siger en af de indespærrede, eftersøgte palæstinensere til det britiske nyhedsbureau Reuters pr. telefon, at 15 civile mandag vil forlade kirken efter aftale med briterne og amerikanerne. Der er fortsat over 100 civile i kirken, der blev belejret af israelerne 2. april. De omkring 30 eftersøgte palæstinensere er parat til at lade sig eksilere, siger palæstinenseren til Reuters. Israelerne har stillet som krav for en ophævelsen af belejringen, at de 30 mand enten bliver udleveret til retsforfølgelse eller bliver sendt ud af landet. Snigskytte dræber en En israelsk snigskytte har mandag skudt og dræbt en palæstinenser, der stod i en have på Fødselskirkens område. Ifølge palæstinenserne er den dræbte et 28-årigt medlem af al-Aqsa Brigaderne. Israel siger stadig nej til Jenin-mission Samtidig meddeler Israel, at man fortsat ikke er til sinds at lade FN-undersøgelsen af begivenhederne i flygtningelejren Jenin gå i gang. Trods talrige forsikringer om, at Israel ikke har noget at skjule i forbindelse med den 16 dage lange besættelse af lejren, forhaler israelerne endnu FN-missionen. Regeringen i Jerusalem besluttede søndag atter »indtil videre« at afvise undersøgelseskommissionen, der skulle være ankommet til området søndag aften, efter 24 timers forsinkelse. FN's Sikkerhedsråd diskuterer mandag et svar på Israels seneste udsættelse af missionen. Bekymring for soldaternes retsstilling Den israelske udenrigsminister Shimon Peres siger, at Israel er bekymret over de mulige juridiske konsekvenser for de israelske soldater. »Vi kan ikke sige til soldaterne: Meld jer frivilligt, kæmp og husk at have en advokat«, siger Shimon Peres.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Putin får et nyt problem: Han står over for en international særdomstol og et enormt krav om erstatning
Kronik af Victor Mayland Nielsen
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























