Katolske præster skal kunne gifte sig

Amerikanske katolske præster til møde med Paven efter sexskandale i USA. - Foto: AP
Amerikanske katolske præster til møde med Paven efter sexskandale i USA. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Katolske præster skal have lov til at gifte sig. Og kvinder skal have lov til at blive præster. Det er den eneste måde, paven på længere sigt kan genoprette tilliden til den katolske kirke på, efter at præster i flere lande er blevet afsløret i at have forgrebet sig seksuelt på flere hundrede børn, de fleste drenge. Det mener Bernhard Aspinwall. Han er katolik og var indtil for nylig professor i religion ved Strathclyde Universitet i Skotland. »Der er flere grunde til, at den katolske kirke oplever disse problemer. Kvinder er blevet mere ligestillede. Det har bragt maskuliniteten i krise. Og en mand, der lever i cølibat, har endnu sværere ved at definere sig selv«, siger professor Aspinwall. Færre ansøgere Desuden ansøger færre om at blive præster. Det kan give mistanke om, at der bliver slækket på kvalitetskontrollen blandt ansøgerne. En af forklaringerne fra USA er, at homoseksuelle er tiltrukket af præsteuddannelsen, fordi der i forvejen er et homoseksuelt miljø i dele af den katolske kirke. »Kravet om cølibat må afskaffes«, fastslår professor Aspinwall. Den holdning møder temmelig overraskende støtte fra en af de øverste katolske ledere i Skotland. Ærkebiskop Keith O'Brien i Edinburgh sagde i weekenden til avisen Sunday Herald: »Det er ikke et problem, hvis cølibat forsvinder. Nogle præster er tilfredse med at leve i cølibat. Men hvis reglen forsvinder, får præster frihed til at dyrke den gave, som Gud har givet, der hedder kærlighed og sex«. Historisk betinget Cølibat er historisk betinget. Det er ikke et krav, der stammer fra Biblen. Det blev indført i middelalderen for at sikre, at kirken beholdt sin ejendom. Når en gift præst døde, var det uklart, om hans ejendom skulle tilfalde familien eller kirken. En sådan strid var udelukket, hvis præsterne ikke giftede sig. Spørgsmålet om at ophæve cølibatet har spøgt med jævne mellemrum siden 1960'erne. Men diverse paver har afvist det. Den nuværende, Johannes Paul II, forsvarer cølibat med, at præsten så »kan give sig selv fuldt ud for Herren og for hans kirke«. »Cølibatet bliver nok ikke afskaffet under den nuværende pave. Men der er ved at opstå et pres, som formentlig vil være umuligt at modstå for den næste pave«, siger professor Aspinwall. Og så bør den katolske kirke ifølge professoren indføre kvindelige præster. Kvinder fungere jo fint som præster i den protestantiske kirke. Og man kan ikke have ligestilling i samfundet udenfor og samtidig bevare forskelsbehandlingen i kirken. »Men det vil tage længere tid end at afskaffe cølibatet. Sådan er mænd. Kvinder er ligestillede, men ikke helt lige, når det gælder magten«, spørger professor Aspinwall. Reform Den katolske kirke er nødt til at reformere sig. Men kirken står også over for et andet problem: Religion er ikke mere et dominerende aspekt i samfundet. Antallet af kirkegængere rasler ned. »Religionens magiske appel er på tilbagetog. Folk bruger den, hvis de kan lide den. Ellers vælger man noget andet. Man vil ikke lide afsavn for sin religion. Det smitter også af på de præster, som begår overgreb i dag. Tidligere ville de have holdt sig tilbage for troens skyld«, påpeger Bernhard Aspinwall og tilføjer: »Vi er blevet vant til et forbrugersamfund, hvor det gamle slogan 'Just do it!' er vejen frem for de fleste«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her