Fire dømt for mord på Israels turistminister

Lyt til artiklen

En palæstinensisk militærdomstol idømte i dag fire palæstinensere fængselsstraffe for mordet på den yderligtgående israelske turistminister, Rehavam Ze'evi, i oktober i fjor. Den militære domstol afsagde sin dom i Yassir Arafats belejrede hovedkvarter i Ramallah. De fire palæstinensere fik domme fra et år til 18 års fængsel for drabet på den israelske minister. Sharon fastholder krav Men den israelske ministerpræsident fastholder, at de fire palæstinensere skal udleveres til Israel. »De (de dømte) vil alligevel blive stillet for en israelsk domstol«, siger Ariel Sharon torsdag. Rådgiver skal også udleveres Det har været et krav fra den israelske regering, at belejringen af Arafats hovedkvarter ikke ville blive ophævet, før de fire blev udleveret til retsforfølgelse i Israel. Israelerne kræver desuden, at Arafats økonomiske rådgiver, Fuad Shubaki udleveres. Israelerne mener, at Shubaki er ansvarlig for den sending våben, som israelerne konfiskerede på et iransk skib. Sharon: Arafat kan måske rejse til Gaza Hovedkvarteret har været omringet af israelske tanks, siden offensiven i de palæstinensiske selvstyreområder blev indledt 29. marts. Og Arafat har i praksis været under husarrest siden december sidste år. Ariel Sharon siger torsdag til New York Times, at han vil overveje at lade Arafat forlade hovedkvarteret for at rejse til Gazastriben, men at ingen af de eftersøgte folk i hans inderkreds vil kunne rejse med. Erekat afviser Den palæstinensiske topforhandler Saeb Erekat afviser forslaget. Han siger til New Tork Times, at Sharon blot 'ønsker at forny sin besættelse af Vestbredden og eksilere Arafat i Gazastriben'. Hævndrab Den israelske turistminister blev dræbt i oktober 2001. De fire mistænkte blev anholdt af palæstinensisk politi i februar, men ikke udleveret. De fire mænd er militante medlemmer af PFLP, som har taget ansvaret for drabet på den israelske minister. Ze'evi, der var en forhenværende højreorienteret general, blev dræbt på et hotel i Jerusalem i oktober 2001. Ze'evi var en af de mest hårdnakkede højrenationalister i det israelske parlament. Han var indædt modstander af Oslo-processen og omtalte de israelske politikere, der indgik afalen som »Oslo-forbryderne«, der skulle retsforfølges. PFLP dræbte ministeren som hævn for drabet på organisationens leder Abu Ali Mustafa, som Israel dræbte i august 2001. Fra et til 18 års fængsel Retssagen blev indledt mandag i Arafats hovedkvarter. Dommeren var en palæstinensisk sikkerhedsofficer uden juridske kvalifikationer, skriver den israelske avis Jerusalem Post online. En politibetjent i hovedkvarteret blev udnævnt til forsvarsadvokat. Dommen blev stadfæstet af Arafat og kan ikke appeleres. De fire mænd blev idømt forskellige straffe. Hamdi Qar'an er blevet idømt 18 års fængsel for at have skudt Ze'evi, Bassil al-Asmar har fået 12 års fængsel for at have holdt vagt under drabsattentatet, Majdi Isrhemi otte års fængsel for at have været chauffør, og endelig har Ahed Abu Ghalam fået et års fængsel for at have kendt til drabsplanen og ikke have gjort noget for at forpurre dens udførelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her