Massevis af børn i de palæstinensiske områder har brug for hjælp, hvis ikke de skal ende som socialt afstumpede, indesluttede og aggressive. Og det haster. Det mener generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen. Uoprettelige skader Han er bange for, at de voldsomme krigshandlinger, som børnene er vidner til, vil forårsage uoprettelig skade, hvis der ikke meget snart gribes ind med psykosociale hjælpeprogrammer. »Børnene er så kvæstede, at de er rede til hvad som helst. Selvfølgelig er der altid håb, men det er et problem, hvis vi får fat i dem for sent. Det har vi blandt andet oplevet med børnesoldater - vi kan simpelthen ikke få dem tilbage på sporet, når vi kommer for sent - når de har været med i og oplevet alt det forfærdelige. Man kan jo blive så ødelagt i hovedet, at man har passeret point of no return. Vi skal forsøge at få fat i dem, inden de når 14-15-års alderen - barnetroen forsvinder, hvis ikke den dyrkes«, siger Jørgen Poulsen. 'De har set ting, ingen burde se' Han er netop vendt tilbage fra den palæstinensiske by Jenin på Vestbredden, og billederne af palæstinensiske børn og deres lidelser har efterladt sig aftryk på nethinden. »Jeg oplevede et barn, der stod bag ved sin far i en ruinbunke. Faren gravede i ruinerne med sine bare hænder og fandt søsterens trøje. Jamen, det er børn, hvis øjne har set ting, intet menneske skulle se - og det er da klart, at det har en voldsom påvirkning på dem. De bliver indelukkede, føler skyld og tilhører ikke en verden med lys, farver og fremtidsmuligheder«, fortæller Jørgen Poulsen. Vanskelige vilkår Røde Kors er igennem sit psykosociale program Children Affected by Armed Conflict (CABAC) allerede ved at tage hånd om de mange sår, som krigen på Vestbredden efterlader på børnenes sjæl. Men den sidste tids voldsomme begivenheder gør arbejdet vanskeligt. »Programmet kræver jo lidt ro i landet, og det er der ikke lige nu, så vi er ikke oppe på fuld tryk. Vi ville gerne have været i fuld gang nu, og man kan ikke sige, at de sidste uger har gjort det mindre aktuelt. I Palæstina bygger vi CABAC-programmet omkring sundhedsklinikkerne, fordi det er der, vi har kontakt med børnene, eftersom skolerne er lukkede«, fortæller Jørgen Poulsen. Succes for børneprogram på Balkan I det tidligere Jugoslavien har Røde Kors ifølge Jørgen Poulsen haft stor succes med CABAC-programmet. Børnene har gennem tegning, leg og rollespil fået luft for nogle af de forfærdelige oplevelser, der i mange tilfælde har været tabu i hjemmet. Samtidig lærer børnene at omgås deres medmennesker i sammenhænge, der intet har med krigen at gøre. 'Børn leger død mellem murbrokkerne' »Når man er ude i flygtningelejrene i Palæstina, kan man jo se, hvad det er, børnene leger i murbrokkerne - det handler om død og ulykke det hele. Nogle gange klæder de sig sågar ud som selvmords-bombemænd, og det er jo en forfærdelig spiral af vold og had. De voksne laver heller ikke andet end at tale om det frygtelige had. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi sætter ind, for ellers får vi et hav af børn med et had, der bare tager til i styrke«, siger Jørgen Poulsen. Ud over børnene tager CABAC-programmet også fat i skolelærere og lokale Røde Kors-afdelinger, for at sikre at programmet følges op, når de udenlandske udsendinge har forladt landet. Problemer med at nå frem Men i øjeblikket er det et problem alene at komme frem med hjælpen, og det bekymrer også psykolog og sektionschef i Dansk Røde Kors, Gitte Gammelgaard. »Det er vigtigt, at vi kommer i gang nu. Det haster meget, for børns liv skal have en anden mening end krig og ødelæggelse. Får vi ikke sat ind over for det her, vil det bare fortsætte som hidtil, og volden og aggressiviteten vil ingen ende tage. Og det er almindeligt kendt, at holdninger er sværere at ændre, jo ældre mennesker bliver«, siger Gitte Gammelgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























