Israelske styrker har mandag anholdt Marwan Barghouti, der er leder af Yassir Arafats Fatah-bevægelse på Vestbredden. Den 41-årige Barghouti har stået højt på Israels liste over eftersøgte 'terrorister' og er blevet jagtet uden ophør, siden den israelske offensiv blev indledt for 17 dage siden. Israelerne mener, at Barghouti er bagmanden bag adskillige angreb på israelerne. Indirekte al-Aqsa-kommandør Barghouti blev sammen med sin nevø Ahmad arresteret af israelske soldater i Ramallah. Barghouti rangerer lige under Yassir Arafat i Fatah-bevægelsen og er samtidig leder af Fatahs væbnede Tanzimstyrker og derfor også indirekte øverstkommanderende for Al Aqsa-brigaderne. Marwan Barghouti har aldrig lagt skjul på, at han så sig selv som en central lederfigur på Vestbredden, og han har i løbet af de sidste 18 måneder givet en række interview til israelske medier, hvor han har stillet tingene klokkeklart op: Det bliver værre »Vi har ret til at modsætte os besættelsen, med kamp og intifada. Det øjeblik, besættelsen hører op, vil der blive en ægte fred«, sagde han blandt andet. Og i et interview med avisen Yediot Aharonot for to måneder siden sagde han om intifadaen: »Det, I har set i det sidste halvandet år, er end ikke begyndelsen. I løbet af et halvt år vil det blive meget værre«. Israel: Barghouti er personligt ansvarlig Den israelske regering holder Barghouti personligt ansvarlig for en lang række aktioner imod israelere - ikke mindst de sidste måneders selvmordsangreb i israelske byer, hvoraf fredagens kvindelige selvmorder i Jerusalem var det seneste. Det israelske politi og militær vil have Barghoutis ord i baghovedet, når Israel tirsdag og onsdag med en række offentlige ceremonier tirsdag markerer den årlige mindedag for de faldne soldater og onsdag Israels 54-års uafhængighedsdag. Skal give oplysninger Det var mandag aften uklart, hvad der skal ske med Marwan Barghouti. Foreløbig synes den israelske efterretningstjeneste mest at være interesseret i, hvor megen information Barghouti kan og vil give om Yassir Arafats direkte viden om og ansvar for udførelse af terrorangreb. Anklagerne imod ham vil sandsynligvis blive rejst ved en militærdomstol. Pragmatisk politiker Ron Pundak, en af Osloaftalens fædre, der i dag er direktør for Peres Center for Fred, var mandag hovedrystende over arrestationen. »Marwan Barghouti er en af de vigtigste, en af de mest instrumentale, rationelle og pragmatiske af de palæstinensiske ledere, der i sin grundvold accepterer princippet om to stater og samliv mellem israelere og palæstinensere, og som fuldt og helt troede på Osloprocessen, under forudsætning af at den var blevet bragt til afslutning med to stater«, siger Ron Pundak til Politiken. Ron Pundak har i de sidste mange år været i nær kontakt med Marwan Barghouti, indtil denne for nogen måneder siden besluttede ikke mere at tale med israelere. Flere højtstående palæstinensere advarer israelerne om konsekvenserne, hvis Barghouti kommer noget til i israelsk fangenskab. Powell: Konflikten kan brede sig Anholdelsen af Barghouti kommer samtidig med, at den amerikanske udenrigsminister Colin Powell udtrykker bekymring for, at konflikten mellem palæstinensere og israelere vil brede sig over hele regionen. Under et besøg i Libanons hovedstad Beirut mandag opfordrer Powell Libanon og Syrien til at tøjle Hizbollah, der angriber Israel på grænsen til Libanon. »Der er en reel fare for, at situationen langs grænsen får konflikten til at brede sig i regionen«, siger Powell mandag efter et møde med Libanons præsident Emile Lahoud. 'Aktionerne må standses' Colin Powell understreger under sit besøg vigtigheden af, at angrebene over grænsen ikke fortsætter: »Det er absolut nødvendigt, at alle, der er engagerede i fredsbestræbelserne, arbejder for, at aktionerne over grænsen standses«. Hizbollah trodser Powell Hizbollah har i de seneste uger dagligt affyret raketter fra det sydlige Libanon og ind i Israel. Israel har truet med en omfattende gengældelse, hvis angrebene ikke indstilles. Hizbollah-bevægelsen siger mandag i en erklæring, at den vil fortsætte bombardementerne af de israelske tropper i det omstridte grænseområde. Hizbollah støttes af Syrien, som også har stor indflydelse i Libanon, blandt andet har Syrien udstationeret 25.000 soldater i Libanon. Vrede demonstranter Israel trak sig efter 22 års besættelse ud af Sydlibanon i maj 2000. Powell blev mødt af tusindevis af rasende studerende i Beirut, der demonstrerede mod USA s støtte til Israel med slagordene »Død over USA. Død over Israel«. Fredskonference Powell er mandag eftermiddag rejst videre til Syrien, før han allerede mandag aften vender tilbage til Israel for at fortsætte bestræbelserne på at skabe våbenhvile. Her skal han formodentligt diskutere Sharons forslag om en fredskonference, når han mødes både med Sharon og Arafat. Arafat: Tilbagetrækning først Arafat er positiv overfor forslaget, men har gentaget sit krav om, at de israelske tropper trækkes ud af Vestbredden. Til den amerikanske tvstation Fox News sagde palæstinensiske selvstyreleder søndag: »Jeg er klar til øjeblikkelig konference, men på samme tid en øjeblikkelig tilbagetrækning. Ingen kan acceptere besættelse«. Sharon: Vi trækker os i løbet af uge Sharon har afslået at afslutte den militære offensiv før det, han kalder det »palæstinensiske terror-intranestruktur«, er tilintetgjort. Han har ikke oplyst, hvornår offensiven vil være afsluttet. Til den amerikanske tvstation CNN siger Sharon mandag aften, at israelerne vil trække sig tilbage fra de besatte områder på Vestbredden 'i løbet af højst en uge'. Dog har han ingen planer om at løsne grebet om Ramallah og Betlehem, før der er kommet en endelig løsning på de specifikke situationer i de to byer. Israelerne har siden december holdt Arafat indespærret i selvstyrehovedkvarteret i Ramallah. I Betlehem er 200 palæstinensere omringet af israelsk militær i Fødselskirken. Sharon har 'tilbudt', at de 200 personer kan blive udvist eller blive retsforfulgt i Israel. 'Ingen fred med Arafat' Sharon gentager i interviewet, at han ikke mener, at der er nogen chance for en fred med Yassir Arafat på den anden side af forhandlingsbordet. Den israelske offensiv har været i gang i 17 dage. Den blev udløst af en palæstinensisk selvmordsbomber dræbte 27 israelere, samlede for at fejre den jødiske påske.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Palle Smed
Klumme af Anton Jäger




























