William Webster, tidligere leder af både det amerikanske forbundspoliti FBI og den centrale efterretningstjeneste CIA, mener, at amerikanernes forhør af den mest fremtrædende al-Qaeda-leder, der er i amerikanernes varetægt »vil gå ud over almindelige afhøringsmetoder, fordi al Qaeda-lederen af amerikanerne betragtes som lovløs soldat«. Med andre ord en forhørsteknik, der af mange vil blive betragtet som tortur. Websters bemærkninger faldt i en samtale med det amerikanske dagblad Los Angeles Times. Han mente, at de, der kommer til at afhøre Zubeida, vil gå ud fra, at Zubeida har kendskab til mulige planer om fremtidige terroraktioner. 'Mudret område' »Det er et mudret område. Nogle vil følge reglerne, andre ikke«, sagde den tidligere CIA-chef om forhørsmetoderne i sådanne tilfælde. En ekspert i kontraterrorisme, som ikke er navngivet i det amerikanske dagblad, siger: »Det vil tage mindst 96 timer at få ham til at fortælle alt. Hvis de ikke har knækket ham da, så er han en virkelig hård banen, men de vil fortsætte«. Det var onsdag ikke muligt at få en officiel kommentar fra den amerikanske administration. En talsmand for Amnesty International gjorde opmærksom på, at USA har underskrevet FN's torturkonvention, der forbyder tortur under alle omstændigheder. Skudt i benet Abu Zubeida, der er født i Saudi-Arabien, blev fanget i Pakistan torsdag i sidste uge, da amerikanske og pakistanske efterretningsfolk stormede en række huse og lejre i den centrale del af Pakistan. Mere end 60 mennesker blev arresteret, og Zubeida var blandt dem. Han blev under aktionen ramt af tre skud i det ene ben og lysken. »Han får nøjagtigt den omsorgsfulde behandling, som sikrer, at han vil være i fin form til at besøge os i lang tid«, sagde forsvarsminister Donald Rumsfeld tirsdag. Det amerikanske forsvarsministerium afviser, at der er truffet beslutning om at sende Zubeida til Guantanamobasen i Cuba, hvor USA ellers har spærret de formodentligt farligste al-Qaeda-folk inde. Tilbageslag Det er amerikansk opfattelse, at Zubeida har spillet en central rolle i at rekruttere terrorister til al-Qaeda og have ansvaret for operationer uden for Afghanistan. Tilfangetagelsen af Zubeida blev af præsident George W. Bushs talsmand Ari Fleischer betegnet som et betydeligt tilbageslag for al-Qaeda. Han kaldte Zubeida for et medlem af Osama bin Ladens nærmeste kreds. En embedsmand i forsvarsministeriet oplyste onsdag, at Zubeida, 31, formentlig ikke var bin Ladens næstkommanderende, men at han på grund af sit ansvar for operationerne er nummer to eller tre på listen efter bin Laden blandt dem, som USA jagter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00




























