Som vært for det netop overståede arabiske topmøde fordømmer Libanon Israels 'barbariske krig' mod palæstinenserleder Yassir Arafat. Libanon opfordrer indtrængende FN, USA, Rusland og EU til at gribe ind. »Ikke mange timer efter, at det arabiske fredsinitiativ var blevet godkendt af Beirut-topmødet, var Israels svar på dette en barbarisk krig og en arrogant, vild aggression«, hed det i en udtalelse fra Libanons udenrigsminister. »Det, Israel gør, bekræfter igen, at det er en terroriststat, som afviser fred« , hed det videre i udtalelsen, der var en reaktion på Israels besættelse af Ramallah, hvor Arafat har sit hovedkvarter på Vestbredden. Israel afviser forslag Israel afviser den saudiarabiske plan for en fred i Mellemøsten, som Den Arabiske Liga torsdag gjorde til sin egen på det arabiske topmøde i Beirut. Forslaget blev oprindeligt fremsat af den saudiarabiske kronprins Abdullah, men efter topmødet er forslaget et arabisk initiativ. Kort fortalt går det ud på at tilbyde Israel fred med sine arabiske naboer til gengæld for israelsk tilbagetrækning fra besat, arabisk land. Israel siger nej Kort tid efter topmødets afslutning afviste Israel fredsplanen som uden chancer. »Vi kan ikke på den ene side have forhandlinger om dannelsen af en palæstinensisk stat og så samtidig lade alle palæstinenserne komme ind i Israel. Det indebærer, at staten Israel ødelægges, og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere«, siger talsmand for det israelske udenrigsministerium, Emmanuel Nachshon. Nachshon tilføjer, at selv om Israel ikke til at begynde med havde afvist fredsplanen, så kan planen ikke danne grundlag for drøftelser i den form, den blev vedtaget i ved det arabiske topmøde. USA hilser resultatet velkommen Modsat Israel tager USA godt imod Den Arabiske Ligas erklæring. En højtstående amerikansk embedsmand betegner topmødets beslutning om at tilbyde Israel fred og sikkerhed til gengæld for tilbagetrækning fra besatte områder som positiv. »Det er en positiv udvikling, som vi kan bygge videre på. Det er betydningsfuldt. Vi kan ikke huske, hvornår de arabiske ledere faktisk har sat sig ned og diskuteret fred med Israel. Det er det, vi har brug for, men der er også behov for at dæmpe volden«, siger embedsmanden. Beirut-deklation De arabiske landes fredsforslag er indeholdt i den såkaldte Beirut-deklaration, der blev vedtaget på topmødet. Den er blevet til på baggrund af kronprins Abdullahs oprindelige forslag. Israel må acceptere en palæstinensisk stat. Desuden kræver deklationen en 'retfærdig løsning' på det palæstinensiske flygtningeproblem i henhold til en FN-resolution fra 1948, ifølge hvilken de palæstinensiske flygtninge skal enten repatrieres eller kompenseres. Til gengæld vil de arabiske lande anerkende Israel som selvstændig stat og etablere normale relationer med den jødiske stat, hedder det i dokumentet. Beirut-deklarationen kræver videre, at FN hæver sanktionerne mod Irak, som oprindeligt blev indført, efter at Irak i 1990 havde invaderet Kuwait. Deklarationen tager også afstand fra enhver form for angreb på Irak. Nye relationer Topmødet har banet vejen for en aftale mellem Irak og Kuwait. Irak gav Kuwait en skriftlig garanti for, at landet aldrig igen vil angribe den lille oliestat. Landene har været på fjendtlig fod siden Golfkrigen i 1990-91. På topmødet vekslede lederne af de to landes delegationer håndtryk. Også mellem Irak og Saudi-Arabien er relationerne tilsyneladende tøet. På topmødet omfavnede kronprins Abdullah og den irakiske udsending Izzat Ibrahim højst usædvanligt hinanden, mens resten af topmødedeltagerne applauderede dem. Både Kuwait og Saudi-Arabien er USA's nære allierede. Deres støtte er afgørende for enhver amerikansk handling vendt mod Irak. Flygtningeproblem Topmødet blev afbrudt nogle timer torsdag formiddag på grund af uenighed om formuleringen af en reference til de palæstinensiske flygtninge i dokumentet. Den libanesiske præsident Emile Lahoud krævede en formulering om, at Libanons forfatning umuliggør enhver repatriering af palæstinensiske flygtninge på libanesisk territorium, indføjet. Saudiaraber: USA's tur Ovenpå de arabiske landes erklæring er det op til USA at skubbe Israel i en fredelig retning, mener den saudiarabiske udenrigsminister Saud al-Faisal. »Det er USA, der støtter Israel militært, økonomisk og politisk. Det er det eneste land, der har indflydelse på Israel«, sagde prinsen torsdag til tv-stationen CNN. »Det er på tide at tale fornuft med hr. Sharon. Krig og konflikt er i hans indre. Det må fjernes fra hans sind, og kun USA kan gøre det«. Syrien efterlyser næste skridt Den syriske leder Bashar al-Assad er dog ikke fuldt tilfreds med planen. Den er et første skridt, men der mangler aftaler om, hvad der følger efter, siger præsidenten ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. »Hvis vi ikke gør rede for, hvad der følger efter planen, vil Israel eller andre gøre det for os«. siger Assad. I en 45 minutter lang tale på topmødet krævede Bashar al-Assad, at Israel leverer alt besat arabisk land tilbage, hvilket blandt andet inkluderer Golan-højderne, som Israel erobrede fra Syrien i 1967. Kaotisk start På topmødets første dag onsdag, gik stort set alt galt. Allerede før mødet gik i gang, sendte den mest prominente arabiske statsleder, Egyptens præsident Mubarak, afbud. Det samme gjorde Jordans Kong Abdullah. Begge formentlig, fordi Arafat måtte blive i Ramallah. Konferencen udviklede sig yderligere kaotisk, da den palæstinensiske delegation udvandrede fra mødet i protest efter at en planlagt videotransmission af Yassir Arafats tale gik i vasken. Den saudiarabiske delegation forlod midlertidigt konferencen, da efterretningschefen prins Nawaf blev ramt af et hjerteslag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Jeg nævner konflikten om Danmarks godt 40 ulve ... »Four-zero?«, spørger Paula med hævede øjenbryn.
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00




























