Tvivlsom amerikansk offensiv i Afghanistan

Lyt til artiklen

Den amerikanske offensiv Operation Anaconda blev i mandag afblæst efter 14 dages kampe i det østlige Afghanistan. Amerikanerne kalder det en »absolut succes«, hvor over 500 al-Qaeda-folk og Talebantilhængere blev dræbt. Det betvivler afghanske militærfolk. De sætter tallet på dræbte til 50-60, mens omkring 1.000 slap væk. En britisk militæranalytiker mener, at aktionen blev alt for dyr i mandskab og materiel på grund af dårlig amerikansk ledelse. Beder briter om hjælp Samtidig har USA bedt om hjælp fra britiske kommandosoldater, der er eksperter i krig i bjerge og sne. 1.700 mand vil blive sat ind i den største operation i aktiv kamp, som Storbritannien har deltaget i siden Golfkrigen. Den amerikanske hærledelse har udtrykkelig bedt om at få stillet de specialtrænede briter til rådighed. De skal blandt andet forstærke den amerikanske 10. Mountain Division, der er udmattet efter de sidste ugers kampe, hvori der også deltog canadiske tropper. Afgørende slag Lederen af de amerikanske landstyrker i Afghanistan, generalmajor Frank Hagenbeck, sagde i går, at USA's tropper har tildelt al-Qaeda-tilhængerne et »afgørende slag« under kampene i Shahi Kot-bjergene nær grænsen til Pakistan. »Vi eliminerede i hundredvis af al-Qaedas mest erfarne terrorister. Vi har ødelagt deres udgangspunkt for terroraktioner«, sagde generalmajor Hagenbeck. Det bliver modsagt af en af den afghanske forsvarsminister Mohammad Fahims nærmeste medarbejdere, Gulbuddin. »Kun 50 til 60 af dem blev dræbt. Resten undslap«, siger Gulbuddin. Til et spørgsmål om de over 500 dræbte, som USA hævder, lyder hans svar: »Nej, nej. Sådan er det ikke. De fleste undslap gennem bjergene«. Hans udsagn bliver støttet af afghanere, der deltog i kampene sammen med de amerikanske tropper. Ifølge dem er der kun fundet ganske få lig. Lokket i baghold »Alle krige i Afghanistan er startet med en let sejr i byerne«, advarer militærforsker Dan Plesch fra Royal United Services Institute for Defence Studies i London. »Og denne gang fik amerikanerne klø. De havde en landstyrke på omkring 1.000 mand. Heraf blev 100 dræbt eller såret. Det er 10 pct. Og alle Apachehelikopterne blev beskadiget af beskydning fra landjorden, og måtte trækkes ud. Det er alvorlige tab, som indikerer, at de amerikanske soldater blev svigtet af deres ledere. Angrebet var forudset, og de blev lokket i baghold. De kæmpede sig igennem til sidst, men fjenden trak sig tilbage i god orden«, siger Dan Plesch. Hvad er alternativet? »Det bedste ville have været at erklære sejr i december - og derpå trække sig ud i en fart og lægge vægten på andre strategier. USA lavede en genial politisk løsning ved at få indsat pasthun-lederen Hamid Karzai som regeringsleder. Men amerikanerne har ikke fulgt det op. De har været for nærige. De øger militærbudgettet og putter flere hundrede milliarder i kampfly. I stedet skal de bruge pengene til at betale bønder for at holde op med at dyrke opium og til at stabilisere Afghanistan«. »Ingen i det britiske militær tror på, at der er en militær løsning på terrorismen. Det er en militær komponent, men den behøver en politisk løsning. Det handler om at få stablet en god regering på benene, så man kan isolere terroristerne, så de ikke mere har almindelige menneskers støtte. Det, som vi er i gang med i øjeblikket, er naivt«, siger Dan Plesch.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her