Den israelske hær fastholdt onsdag morgen sit greb om den palæstinensiske by Ramallah. Men trods Israels største offensiv på Vestbredden i 35 år lykkedes det ikke at forhindre nye angreb inde i Israel. Tirsdag nåede dødstallet endnu engang på et to-cifret tal på en enkelt dag. Mindst 41 mennesker på begge sider af konflikten blev dræbt. Den voldelige optrapning sker to dage, før USAs mellemøstudsending, Anthony Zinni, torsdag kommer til området for at få parterne til at indgå en våbenhvile. Italiensk fotograf dræbt En italiensk pressefotograf døde onsdag morgen efter at være blevet ramt af israelske kugler under skudvekslinger i byen Ramallah på Vestbredden. Det oplyste hospitalskilder til AFP. Italiens udenrigsministerium tilkaldte onsdag Israels ambassadør for at bede ham om en fyldestgørende forklaring på de begivenheder, der førte til drabet på den italiensk pressefotograf , som er den første udenlandske journalist, der er blevet dræbt under den palæstinensiske opstand. Også fire palæstinensere blev dræbt i byen under de fortsatte kampe. Den næstkommanderende i palæstinenserlederen Yassir Arafats Force 17 bodyguard meldes blandt de dræbte. Israelsk radio meddelte, at den dræbte Abu Fadih af israelerne anses for at have ledet en terrorcelle med forbindelse til Arafats Fatah-bevægelse, og som ifølge de israelske myndigheder står bag drabene på mindst 15 israelere. Blandt de øvrige tre dæbte palæstinensere blev den ene ramt i sin bil af en kampvognsgranat, oplyser palæstinensiske sikkerhedskilder. Optrapning Israel optrappede tirsdag den største samlede militære operation siden invasionen i Libanon. Israelske kampvogne, pansrede køretøjer og kamphelikoptere nåede Ramallah - det palæstinensiske selvstyres de facto hovedstad. I løbet af få timer havde styrkerne besat det meste af byen og flygtningelejen Al Amari, undtagen området omkring Yassir Arafats hovedkvarter, hvor den palæstinensiske leder stadig befinder sig. Omkring 20.000 israelske soldater er nu engageret i militæroperationer i Gaza og på Vestbredden med det formål at »indsamle våben, arrestere eftersøgte og ødelægge terrorinfrastrukturen«, som det hedder i den israelske militærjargon. De nøjagtige tabstal er ikke fastlagt, men omkring 40 mennesker menes dræbt i løbet af det seneste halvandet døgn. Terror hvor som helst Samtidig blev det tirsdag eftermiddag endnu en gang demonstreret med al tydelighed, at den palæstinensiske terror fortsat frit kan slå til - nærmest hvor som helst. Ved middagstid angreb to bevæbnede palæstinensere, iført israelske militæruniformer, forbipasserende biler på en ellers meget fredelig vej nær kibbutz Metzuba ved byen Shlomi i den nordlige del af Galilæa. Så langt fra de palæstinensiske selvstyreområder, man næsten kan komme. De skød og dræbte seks israelere, inden de selv blev skudt og dræbt. På en løbeseddel tog Fatahbevægelsens væbnede Al Aqsa Brigader ansvaret for angrebet og erklærede, at det var »svar på massakrerne i Ramallah«. Tvivl om Hizbollah I Israel var der tirsdag aften bekymring for, hvor nær forbindelse der måtte være mellem skudangrebet og Hizbollah-bevægelsen i Libanon. Derfor bad Israels udenrigsminister, Shimon Peres, tirsdag aften USA om at lægge pres på Libanon og Syrien for at sikre, at der ikke åbnes endnu en blodig front. De israelske styrker forberedte sig tirsdag aften på at blive i Ramallah natten over - og muligvis længere. Israelerne står endnu i Kalkilia, Tulkarem og Betlehem på Vestbredden. Natten til tirsdag gik de israelske styrker også ind i Jabalya-flygtningelejren i Gaza, men var ude igen ved morgengry. Mindst 18 palæstinensere blev dér dræbt i konfrontation med de israelske soldater.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Er der virkelig nogen, der render rundt og fodrer ulve med godbidder?
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























