På andendagen forsøgte tropper fra den NATO-ledede SFOR-styrke at finde den serbisk-bosnisk Radovan Karadzic. Karadzic, der sigtes for krigsforbrydelser, undslap i går en storstilet aktion. Heller ikke i dag lykkedes det at fange krigsforbryderen. Ifølge Reuters havde NATO fået meldinger om, at Karadciz stadig gemmer sig i den sydøstlige del af Bosnien. Derfor det andet forsøg i området. Flere helikoptere og pansrede køretøjer blev set i området. Fuglen var fløjet NATO fik også en lang næse, da fredsstyrker i Bosnien torsdag indledte en massiv militær operation i det sydøstlige Bosnien for at fange den eftersøgte krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic, der i seks år har levet under jorden i nærheden af Foca. Da tropperne nåede frem til den gruppe af huse i landsbyen Celebici, hvor man mente, han opholdt sig, var fuglen fløjet. Der blev blot fundet betydelige mængder våben. Området blev isoleret Tidligt torsdag morgen rykkede flere hundrede NATO-styrker fra Foca ud af landevejen fra Foca mod Celebici, der ligger isoleret omgivet af 1500-1800 meter høje bjerge ved grænsen til Montenegro. Samtidig landede flere helikoptere i og omkring den lille landsby. Inden da havde fredsstyrken isoleret området ved at lukke for elektriciteten, vandet og alle telefonforbindelser. Samtidig blokerede de alle tv- og mobilforbindelser, så området var totalt isoleret. Vidner på stedet oplyste, at de så soldaterne rykke ind i flere huse, kirker, skoler og andre offentlige bygninger. Beboerne var blev opfordret til at holde sig indendørs. Man kunne høre to ret voldsomme eksplosioner og et par korte skudvekslinger. En NATO-soldat skal være blevet lettere såret, men om det var som følge af skyderier er uklart. Op i en krog »Vores aktion viser, at vi er ved at trænge Karadzic op i en krog. Han vil blive stillet for en dommer. Om han overgiver sig selv, hvad vi helst ser, eller om vi skal fange ham er underordnet. Vi skal nok få fat i ham«, sagde en anden talsmand for NATO, Yves Brodeur. Karadzic har opholdt sig i området omkring Foca siden han blev sigtet for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i 1996. Enkelte gange er han blevet set i Pale, den lille ferieby uden for Sarajevo, som han gjorde til hovedstad for den bosnisk-serbiske halvdel af Bosnien, Republika Srpska. Både Foca, Celebici og Pale ligger i den sektor, som franske SFOR-styrker har ansvaret for. Frankrig har i alle årene ikke vist den store vilje til at anholde sigtede krigsforbrydere, men det politiske klima er ændret radikalt efter 11. september, lyder vurderingen fra observatører i hovedstaden Sarajevo. Eftersøgt Karadzic er sammen med general Ratko Mladic de mest eftersøgte krigsforbrydere. Fanges de, kan de give vitale oplysninger til krigsforbryderdomstolen i Haag om deres samarbejde med Slobodan Milosevic under krigen 1992-95 i Bosnien, hvor op mod 250.000 mennesker mistede livet og 2,2 millioner blev drevet på flugt. De to mest oplagte anklagepunkter er massakren i Srebrenica sommeren 1995, hvor over 7.0000 muslimske mænd blev slagtede, samt de tre års belejring og bombardement af Sarajevo, der kostede 14.000 mennesker livet, blandt dem 3.000 børn. Mens Karadzic har opholdt sig i Republika Srpska, har Ratko Mladic i lange perioder boet i Beograd, hvor han har en større villa i et af byens pæneste kvarterer. Han har indtil for en måned siden været »udkommanderet« til den bosnisk-serbiske hær. Den nye jugoslaviske regering har imidlertid afbrudt denne forbindelse, så nu er han ikke under militærets beskyttelse mere. Flere kilder i Beograd og Sarajevo hævder, at Mladic har forladt Beograd og har søgt tilflugt i den bosnisk-serbiske militærbase ved Han Pijesak, der ligger godt 100 km nordøst for Sarajevo. Han Pijesak ligger i den amerikanske sektor. Bag de militære aktioner foregår der underhåndsforhandlinger med både Karadzic og Mladic om betingelserne for at overgive sig. Både Karadzic' bror Lukas og hans mor Jovankas har forbindelse til ham. Begge har indtil nu afslået alle tilbud. Intensiveret jagt Når jagten på de to er intensiveret de seneste uger skyldes det to ting. NATO's omdømme står på spil. Hvis man ikke kan fange to så kendte krigsforbrydere i løbet af seks år, hvordan tegner billedet sig så for at anholde personer, der har forbindelse til den internationale terror? Det andet punkt er, at de begge kan vise sig at være vitale vidner i Haag, hvis chefanklageren Carla del Ponte skal bevise, at Milosevic er skyldig i forbrydelser i Bosnien og Kroatien. Derfor har hun presset voldsomt på, for at de skal anholdes nu.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00




























